Jordskælv 5,4

"Er de ved at reparere bygningen eller er her et jordskælv?" tænkte jeg i formiddags, da det hele lige pludseligt begyndte at ryste. Huset, der er bygget af træ, knagede og bragede og buskene udenfor rystede. "Okay, jordskælv! Skal jeg kravle ind under bordet, eller hvad med fjernsynet - skal jeg gå hen holde på det, så det ikke falder ned". Og så var det nærmest overstået -- lige så pludseligt som det startede, mens jeg stadig sad i sofaen med computeren på skødet og overvejede om jeg skulle søge dækning eller ej. Imens var Bjarni på løbebåndet i træningscenteret og opdagede først noget var galt da alle de andre stoppede op og lamperne gyngede.

Nu snakker de om, hvorvidt skælvet i dag er en forløber for "the big one", som i følge beregninger bør finde sted omkring 2010. Det håber vi ikke!

Et par damer, der er tunge at danse med...

Bjarni er rejst til konference i Canada, så jeg er alene på skansen de næste seks dage, hvor han er afsted. Imens kan jeg så lige opdaterer Jer på min arbejdssituation. Jeg har fået arbejde... Yess!! Jeg har fået en deltidsstilling på universitetet, hvor jeg skal arbejde med de internationale par/familier. Her skal jeg sørge for at skabe nogle rammer, så familierne (og primært de medfølgende ægtefæller) netværker og lærer hinanden at kende, samt sørge for at de forstår alle de praktiske ting, man må lærer, når man flytter til et nyt land. Det skal nok blive spændende nok... Jeg kan jo bruge mig selv meget ift. mine egne erfaringer med opture og nedture undervejs.
Det virker til at være meget frirum til at jeg selv kan forme jobbet til det, jeg synes jeg er vigtigt. Førhen har der bl.a. været en madklub, og nu går jeg og pønser på hvordan jeg kan videreudvikle det. Jeg skal starte, når jeg kommer tilbage fra ferie i Europa.

De sidste par måneder har jeg været meget engageret i at arbejde med de internationale familier/ægtefæller på frivillig vis. Der har været rigtig meget brug for at forbedre de allerede eksisterende tiltag, og på den måde har jeg fundet en lille niche, hvor jeg har kunne bruge min faglige baggrund og mine egne erfaringer til at lave noget spændende mens jeg alligevel ventede på arbejdstilladelse. Jeg har bl.a. været med til at udvikle et mentor-program, hvor nye familier matches med ægtefæller, der har været her i mere end et år, som de nye så kan komme til med alle de spørgsmål, man har især i starten. Da der ikke findes ret meget "støtte" til de nye familier er formålet med mentorprogrammet, at os, der har været her i noget tid hjælper de nye, som så forhåbentlig igen kan hjælpe næste hold. På den måde bliver det en næsten selvkørende hjælp-til-selvhjælp, hvor ressourcer og viden vi har opnået gives videre og deles internt. I dag skulle jeg mødes med de mentor-interesserede og fortælle om rammerne for programmet, og hvad der forventes af dem. Men ak, det var slet ikke så nemt, som jeg forestillede mig. De vil meget gerne komme til alt, der arrangeres, men så snart de selv tildeles en smule ansvar, så er det hele i vejen. Mange af dem har masser af tid, fordi de ikke må arbejde/læse, så det er ikke et spørgsmål om de ikke har tid. Jeg synes sgu de er nogle tunge damer at danse med. De brokker sig over, der ikke gøres nok, men de vil ikke selv hjælpe til med at ændre det. Jeg synes jeg gør SÅ meget for at gøre det hele lidt nemmere for alle der kommer, men det er svært når man er afhængig af andre for at det kan lykkes. Nu skal det hele ændres, så de kun forpligter sig to gange af en to timer. Ihh!! Så kom dog igen kvinder! Nå, jeg skulle lige ha' luftet mine frustrationer.

Hvad fanden goer man?

I gennem mit frivillige arbejde har jeg har de sidste fire maaneder hjulpet en kvinde fra Mongoliet med engelsk. Det er simpelthen bare saa hyggeligt, naar vi moedes paa Starbucks een gang om ugen. Jeg medbringer undervisningsmateriale, men det er sjaeldent, vi naar at kigge paa det, fordi vi har saa travlt med at sludre. Det kan vi godt retfaerdiggoere, for vi taler jo engelsk, og dermed oever min kaere veninde sig. Alle de mongolske venner er misundelige over at hun har sin egen private engelsklaerer, fortaeller hun mig. Hun er saa taknemmelig for vores ugentlige moeder, at hun hver gang insisterer paa at hun VIL betale for kaffen. Det hjaelper ikke at stikke ekspedienten pengene, for dem tager hun fra vedkommende, hvorefter hun betaler. Det skideirriterer mig, for jeg hoerer jo ogsaa om, hvordan de virkelig kaemper for at faa raad til alle udgifterne, og jeg kan sagtens betale selv. Men okay, kaffe er kaffe - no big deal. Jeg plejer som regel at komme lidt foer hende, og saa er kaffen bestilt og betalt, foer hun kommer. Nu er hun saa begyndt at komme med morgenmad og souvenirs til mig fra Mongoliet. Da vi en gang spiste frokost efter engelsk-"undervisningen" ville hun overhovedet slet ikke hoere tale om at betale hver isaer. Hun ville betale. Arrrgg!! Det er jo simpelthen saa paent af hende, for jeg kan virkelig maerke, hvor meget hun paaskoenner det, men jeg goer det for pokker frivilligt, og forventer intet! Det siger jeg igen og igen og igen.

I dag havde hun en ordentlig kage med (se billede), fordi jeg har haft foedselsdag. Paa vej til bilerne kom vi til at snakke om nogle cowboybukser hun havde liggende i bagagerummet. Det er vist nogle hun skal saelge, det kan jeg ikke helt finde ud af. Det endte med jeg proevede et par busker (dumt dumt, jeg skulle ha' gennemskuet det) og ville saa betale for det par der passede, men det maatte jeg ikke. Der stod jeg saa med en kaempe kage i boks, et par busker og en T-shirt med simili-sten, som jeg sagde jeg ikke kunne lide, men som hun ogsaa insisterede paa jeg skulle have, og lavede en scene: "HEER!! Tag nu bare please de her penge for bukserne, og jeg vil ikke har T-shirten." Hun rullede vinduerne op, laaste dorene, vinkede smilende og koerte vaek. Hvad fanden goer man saa?

Sommer billeder

Her følger lige et par billeder fra den forgangne uge:

I mandags fejrede vi min fødselsdag sammen med nogle gode venner, der havde sørget for denne fine kage. Jeg slap for alle 27 lys i kagen.

Vores nye bolig "The Spencer". Vores soveværelsesvindue er til venstre for hovedindgangen bag busken.

Stephanie og lille Kiersten til 4th of July Parade i Sierra Madre. (Stephanie står for aktiviteterne til universitetets medfølgende ægtefæller. Det er hende, der superviserer den håndbog jeg snart er færdig med.)

Californisk hund med kasket til 4th of July

Der hikes i Sequoia National Park

Undertegnede i min nye totalt fantastiske gåsedunssovepose.. aahh!

70 m. fra vores telt: Bjørnemor med unge! Vi så fire bjørne plus unger de to dage vi var i Sequoia. Bl.a. da vi hikede, hvor vi fik det lange ben foran, da bjørnen pludselig stod midt på stien. Uha, men ingen panik.

Fantastisk natur!

Bjarni ved "Giant Dead" -- et dødt Sequoia-træ


I dag er vi flyttet over i vores nye lejlighed. Det hele roder, og vi skal finde ud af hvad vi gør med de ting, vi nu står og mangler (sofa, køkkenopbevaring mv.). Jeg har haft så meget at se til på det sidste, at jeg desværre er langt bagud med de personlige mails, men de er på vej!

Nå, jeg må hellere hitte rede på rodet. Dette er en overspringshandling.

Dorte