Så rejser vi til Danmark i overmorgen. Vi skal være i København et par dage, og sortere ud i nogle af alle vores ting i lejligheden på Nørrebro (som i øvrigt først overgives til juli). Vi har allerede købt alle julegaver, så ud over alt pakkeriet, skal vi bare hygge os og se nogle af vores gamle venner. Ih, vi glæder os. Det er længe længe siden vi har været i København!
Den 23. tager vi til Fredericia og fejrer jul hos min familie. Og så den 31. december er det retur til Staterne. Det bliver som vanligt er delvist presset program, men vi glææder os bare til at slappe af fra arbejde og være sammen med familie og venner.
Vi håber I alle får en rigtig rigtig dejlig jul og et festligt nytår. Gleðileg jól og farsælt komandi ár!
Her er blevet rigtigt koldt og blæsende de sidste par dage. Det vil sige 10-15 grader (ned til 5 grader om natten). Nyhederne har raportere på gaden, der snakker med lokale angelenos, om hvad de gør i denne kulde. Tja, det kan man selvfølgelig ryste på hovedet over, når man kommer fra Island eller Danmark, men faktisk fryser vi også, fordi vi efterhånden har vænnet os til at rende rundt uden jakker og tykke trøjer. I disse dage har vi travlt med at nå alt det, der skal nås med arbejde, julegaveindkøb, udlejning af lejligheder mv. inden vi rejser til Danmark på torsdag. På trods af en smule stress nåede vi dog igår endelig at besøge The Getty, som er et must see kunst museum med fantastisk udsigt over byen. Herfra så vi også solen glide i Stillehavet - se nedenfor. Dejlig dejlig dag, men hunde koldt...
Her er julestemningen i top, selvom det virker lidt besynderligt at se julemænd og høre julemusik, når der er sol og sommer. Ikke desto mindre har vi fået gang i oppyntning og julebageri, og det er simpelthen så hyggeligt. I går var jeg til julefest med de internationale ægtefæller, hvor vi bl.a. skulle synge/opføre Silent Night (Glade jul) på forskellige sprog. Det gik fint på koreansk, kinesisk, portugisisk osv. - der var en hel flok fra de forskellige lande, der kunne synge sammen. Så ville de høre den på dansk, og så stod jeg der som eneste dansker, og skulle synge foran 30 mennesker... Puha, der er godt nok nogle høje toner i den sang! I overensstemmelse med amerikanske film må jeg konstatere at amerikanerne er tosset med julebelysning. Se billedet nedenunder af genboens hus, der iøvrigt også er dekoreret med julekugler og kæmpe pakker - ret spøjst, men meget juleagtigt. Det nederste billede er fra Beverly Hills, som i julens anledning har lysekroner (i beskyttende glasbokse) hængende langs luksus-shoppegaden Rodeo Drive. Det første billede er fra i går, hvor juletræet (af elpære) i downtown blev tændt.
Selv om man ikke har været i Los Angeles, tror jeg mange kender dele af byen som Beverly Hills, Hollywood og Venice Beach. Metropolen fungerer som kulisse i hundredvis af film og TV serier, hvor sol, palmer og strand viser byen fra sin mest attraktive side. Men selvfølgelig er byen meget mere end det. Jeg faldt forleden over et dokumentarklip, der introducere et af de kvarterer, man ellers ikke høre så meget om: Skid Row. SR er et område i downtown, der huser tusindvis af de mange hjemløse som Los Angeles desværre også er kendt for. Det er et område, hvor man bliver anbefalet at holde sig væk. Det er farligt og møg beskidt, og står i stærk kontrast til de luksuriøse områder som Bel Air, Beverly Hills og Malibu. Nu hvor jeg er begyndt at arbejde med de hjemløse (dog ikke i Skid Row) føles det vigtigt at give andre et indblik i, hvordan noget af det, jeg er i berøring med, ser ud. Det er sgu ikke nemt, men meget lærerigt!
Videoen er den første af i alt fem. Resten kan ses her.
I går aftes begyndte det at regne, så vi skyndte os ud for at gå tur under paraplyen. I dag har det stået ned i stænger, og det er simpelthen så hyggeligt at der endelig er noget der minder om vintervejr, når man går her og er i begyndende julestemning. Weekenden lover sol og 24-25 gr - igen, og det er nok meget godt. Anna Katrin kommer fra Washington om et par timer, og ser uden tvivl frem til et par dage med lunt vejr.
Siden sidst har Obama vundet det amerikanske valg, og Katrine bad om et indlæg om, hvordan vi har oplevet Obama's sejr her i LA. Det kommer med en smule forsinkelse her:
Som vi vist har været inde på i tidligere posts har valget fyldt helt ekstremt meget i de forgangne måneder. Konstant i TV, aviser og reklamer. MANGE her i LA har tilkendegivet deres støtte ved at bære McCain/Obama T-shirts, have skilte i haverne eller vinduerne, og bumperstickers på bilerne. Når jeg tænker over det, mindes jeg slet ikke at se en eneste, der har reklameret for McCain?! Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke findes republikanere i Los Angeles, men de er (heldigvis) en minoritet! Til gengæld er der en del af dem i Orange County syd for Los Angeles, der overvejende huser velhaver-familier. Nå, men lige pludeselig var det blevet 4. november (valgdagen). Uh, jeg var spændt allerede fra morgenstunden af. Som derhjemme var der snak om valgvejret, og for en gangs skyld var der risiko for byger: Åh nej, diskuterede nyhedsværterne og vejrmanden, kunne det mon afholde nogle fra at komme afsted og sætte deres kryds?! Ja, sådan tænker man så her hvor regn, kun er noget der sker et par gange om året... Efter arbejde kørte jeg en af ægtefællerne hjem, og dyttede til et par kampagnemedarbejdere, der flagrede med skilte hvor der stod "Honk for Equality". Sammen med præsidentvalget skulle der her i Californien stemmes om diverse propositionsbl.a. om hvorvidt homoseksuelle må indgå ægteskab. Hjemme igen var de første resultater ved at tikke ind fra Østkysten, samtidig med at lokalnyhederne viste endeløse køer fra de sorte fattige kvartere her i LA. Vi heppede herhjemme da svingstaterne New Hampshire, Pensylvania og Ohio gik til Obama. Vi havde besluttet at hægte os på et par andre venner, der ville til Obama's LA hovedkvarter i Century City og fejre sejren og høre talerne. Men lige pludeselig gik det stærkt. Obama var allerede langt foran, og da klokken blev 20 og valgstederne på vestkysten lukkede udnævnte TV stationerne Obama som vinder. Selvom stemmerne på vestkysten ikke var talt op, vidste man åbenbart at alle staterne var/er demokratiske, og det var derfor et spørgsmål om hvor meget demokraterne havde vundet herovre. Vi ankom til Century City en time senere, og der var stopproppet med mennesker, der hujede og råbte. Vi måtte opgive at komme indenfor og kiggede lidt på alle de glade mennesker og kørte så videre ud i byen for at fejre.
Og hvad så nu? Ja, på en eller anden måde synes jeg det er lidt svært at bedømme, fordi vores omgangskreds ikke består af super mange amerikanere, så mange af de indtryk man får er via TV, radio osv. Men det giver vel stadig et indblik?! Mit indtryk er, at mange amerikanere har været SÅ utilfredse med Bush og den nuværende regering, at de nu er enormt lettet over, at de står overfor noget nyt. En af mine amerikanske bekendte fortalte mig, at han havde besluttet sig for at forlade USA for en periode, hvis McCain vandt, fordi han var så træt af at landet skulle fortsætte i samme retning. I dagene efter valget deltog jeg i flere arrangementer på universitetet, som er blevet indledt med vild applaus og tilråb over Obamas sejr. Ja, så blandt de amerikanere jeg har kontakt med, synes jeg absolut at mærke et pust af optimisme og national stolthed, som ellers har fået dybe ridser i lakken de sidste par år. Iøvrigt hører man rigtig mange som italesætter, hvor stort og historisk det er, at den næste præsident er sort. Se dette klip, hvor Sherri Shepard fra talkshowet The View dagen efter valget forklarer hvad Obamas sejr betyder for hende og sønnen.
Mediernes nye fokus efter valget er overstået, er hvilken hund familien Obama mon skal have med sig til det hvide hus. Sådan een blev døtrene lovet af farmand i sejrstalen, og det følger vi så meget med i nu om vi vil det eller ej..
I øvrigt blev homoægteskaberne desværre nedstemt. Her to uger efter afstemningen er der stadige daglige demonstrationer. Det er især mormonerne som beskyldes for at poste millioner i misvisende reklamer for at bevare "det traditionelle ægteskab". Øv øv!
Her følger et par billeder fra vores USC Halloween-fest for internationale familier og indiske studerende (en anden gruppe, som mine to kollegaer Stephanie og Aaron er ansvarlige for). Vi havde over 60 deltagere, der kom til spisning og hygge i Aaron og Stephanies baghave. Der var kostume konkurrence, græskar udskæring, slik banko og familiefilm under tæpper på græsplænen. Det var en sådan en hyggelig aften.
Et udsnit af de mange udskårne græskar
To par fra Taiwan
Stephanie med pink hår, som jeg har arbejder sammen med, og Andrea og Jasmin fra Argentina (tjek Jasmins mariehønekostume - hun var så fin..)
Sidste uge blev jeg tippet om, at Tina Dickow skulle optræde i Hollywood, så afsted med os for at heppe og opleve en af mine danske favorit musikere. Hun havde selskab af islandske Helgi Jonsson, så det var ligesom dobbeltbonus med en dansk og islandsk musiker sammen. Wauw, og det var simpelthen SÅÅ godt! Det var et lille spillested med plads til 50-100 mennesker, så det var meget intimt og hyggeligt. Der var super stemning med stående applaus, folk der sang med på gamle numre og god kemi mellem de to på scenen. Godt gået! Jeg stod der og var helt stolt over at stå på den anden ende af kloden, og se hvordan hun også her kan have publikum i sin hule hånd. Vi hilste på dem begge to efter koncerten. De stod og hang ud i baren og skrev autografer, og vi var jo alligevel på vej forbi. Wuh, hva' så Tina?! Vi fik oss lige en krasser på CD'en, der eller førtst udkommer herovre en gang i det nye år. Hun flytter åbenbart herovre i et par måneder næste år, så jeg håber vi kan se hende igen inden vi flytter til juni. Vi har besluttet os: Østrig er next stop.
These days everything seems to be happening. Like we say in Icelandic, 'rarely is the wave alone' (bad translation). First of all Iceland, seems to have become bankrupt when some filthy rich bankers and businessmen gambled with the small island's money as well as reputation. More are of course to blame, e. g. our central bank director, who claims he foresaw the whole situation but somehow failed to act accordingly. And then of course the rest of the nation which blindly believed everything these inspiring bankers said, and that all criticism of their banks from abroad was only due to envy. As a consequence we've had to turn to new allies, e.g. Russia, in search of money to pay off the country's debt.
(Our newest bank note, which has become necessary due to immense inflation.)
Here in the US, our NATO ally, things are also quite crazy. The presidential election is soon, and the media is constantly discussing it. While Icelanders might be cheering for Putin, here in LA, Obama is clearly favored. A lot of people drive around with Obama stickers, or have put Obama/Biden signs outside their houses. Furthermore people will also vote on a number of proposals, or measures, as well as voting for congress. Among the most debated proposals is Prop 8, whether or not to allow gays to marry. Apparently this proposal is in dead heat, and ironically due to African Americans voting for Barack Obama in record number, gay marriage is expected to be banned here in California.
Besides the election we have actually done something other than constantly studying or working. Last weekend we went to Julian, an old gold rush town up in the mountains in San Diego County. Julian is nowadays famous mostly for it's apples and their apple pies. October is the harvest season, and the town was propped full of tourists. It was interesting to see this rural other side of California, where unlike the Obama/Biden signs there were more McCain/Palin signs, along with "Yes on Prop 8" (ban gay marriage).
After having a slice of fantastic apple pie topped with vanilla ice cream at the Julian Pie Factory, we headed out to the Cuyamaca State park, which was nearby, for a short hike up a hill. The view was spectacular...
Finally, Dorte and I went to a Garba dance event at USC last week, which is a north Indian festival. Dorte got dressed up by a couple of Bangladeshi and Pakistani friends, and here's the result.
Dorte with loads of makeup... yep these are crazy times.
Vi fik nye seje telefoner for et par måneder siden, og har blandt andet brugt dem til at dokumentere de hverdagsindtryk, som man studser eller glædes over. Det er så smart at man lige kan hive telefonen frem, hvis der er et eller andet man gerne vil tage billeder af, for det er ikke altid man lige har sit almindelige kamera ved hånden.
Kunst reklame nær ungdomsherberget i Hollywood
På Tribal cafe med Ziggy
Poolen på Standard bar på toppen af et højhus i downtown LA
Bjarni brygger espresso
Jep, her i West Adams hepper vi på Obama. Vægmaleri på Figueroa Street
Så er jeg endelig kommet godt i gang med at arbejde, og nu er det vist på tide at dele nogle af de erfaringer, jeg indtil videre har gjort mig på det amerikanske arbejdsmarked.
Arbejdet på universitetet med de internationale familier går forrygende. Jeg har ansvaret for The International Spouse's Club, og hjælper omkring 20-30 familier/medfølgende ægtefæller fra 13 forskellige lande med at "falde til". Jeg står primært for at arrangere ugentlige aktiviteter, hvor vi enten laver mad (meget populært) eller snakker om ting, som er relevante i vores situation: kulturel tilpasning, amerikansk sygesikring, stress håndtering, tosprogede børn, frivilligt arbejde osv. Det er rigtig hyggeligt og jeg har rigtig godt af at lære at stå der foran dem alle sammen og lede slagets gang. Forleden havde vi cooking class, hvor vi lavede dansk mad. Se billeder her, hvor kvinderne begiver sig ud fra frikadellestegning og kringlebageri.
Ved siden af jobbet på universitetet er jeg begyndt at arbejde som child care worker på et herberg i Hollywood for hjemløse unge (14-18 år), hvilket er noget HELT andet end de taknemmelige og ressourcestærke internationale kvinder, jeg ellers har med at gøre. Her er det unge, der tager stoffer, har erfaring med prostitution og som kommer fra familier med vold, misbrug og seksuelle overgreb . Puha! Og ud over en tung bagage og eventuelle psykiske diagnoser (en del er ADHD'ere) er de jo altså teenagere med hormoner, der raser, og grænser det kontant og hele tiden skal udfordres. Det har været et par spændende vagter jeg har haft, hvor jeg også ind i mellem har tænkt: Hvad fanden stiller man nu op?! De kan være dødprovokerende! Selv om unge ikke er min favorit målgruppe, må jeg indrømme, at der er meget at kæmpe for. På trods af alle de udfordringer de står over for, er de i en situation, hvor de med den rette støtte og motivation stadig kan pejles ind på rette spor. Det bliver meget sværere, når de bliver ældre, hvilket man hele tiden bliver mindet om i den her by med det højeste antal "permanent hjemløse" i USA.
Nå ja, og nu jeg er i gang med at fortælle om arbejdssituationen, kan jeg også lige give en update på rollen som viceværter, som vel også et eller andet sted hører under arbejde? Vi sidder ihvertfald - lidt på skift - på vores kontor 10 timer om ugen. Det går forholdsvist nemt og gnidningsfrit. Vores chefer er mexicanske og usandsynligt afslappede. Når ting går i stykker skal vi ringe til håndværkerne, som alle sammen er mexicanske. Vist nok illegale (... dem er der jo mange af her, og så er de er billig arbejdskraft :-/ ). En del af dem snakker ikke engelsk, og så står man der med sit rustne spansk og sine håndfagter og skal forklare at toilettet er stoppet eller at pakningen i vandhanen i køkkenet skal skiftes ud. Øhh.. Men udover sproglige udfordringer, er de simpelthen så hyggelige, og synes det er fantastisk at man gerne vil snakke. Jeg har fundet ud af at en af dem, Carlos, var farmeceut i Mexico, men tog over grænsen da et familiemedlem blev sygt, og de skulle bruge penge til at betale hospitalsbehanding. Nu knokler han så som alt-mulig-mand og sender pengene hjem til familien i Mexico... Og så kalder han man i øvrigt Dorita. Hola Dorita! hah.
Ja, så indtil videre trives jeg godt med alle jeg mine forskellige jobs. Det er FEDT endelig at få noget ansvar, og bruge noget af alt det man har lært til noget, og lige straks får jeg min første løn. Hurraa!!
"Magnus har fået arbejde i Wien. Han flytter til sommer og vi kan komme med hvis vi vil." Sådan lød beskeden fra Bjarni tirsdag eftermiddag på min telefonsvarer. Der har længe svirret rygter om, at Bjarnis vejleder var på vej væk fra USC, men at det blev til noget, regnede vi ikke rigtigt med. Med Magnus i Wien står Bjarni i den situation, at han enten kan søge ny vejleder (hvilket også betyder at han må sætte sig ind i et nyt forskningsområde - som i sidste ende kan forlænge hans studietid) eller få vejledning per lang-distance med et par ture om året til Østrig for at mødes med vejlederen. Det er bøvlet men ikke umuligt. En anden mulighed er at rykke teltpælene op og starte et nyt eventyr med tysk, wienervals, apfel strudel og University of Vienna??!
Plus og minus Vi har i øjeblikket gang i lange diskussioner og passionerede plus- og minuslister om hvorvidt, vi skal tage springet og komme tilbage til Europa før planlagt. Der er en del praktisk, der skal på plads før vi ved om det er muligt på de vilkår, vi gerne ser opfyldt. Bjarni vil gerne have sin phD-grad fra USC og ikke UoV. Så er der noget med finansieringen - hvilket universitet udbetaler hans løn? Og så er der mig: Jeg er endelig begyndt at arbejde, og vil ikke bare flytte med for så at starte fuldstændig forfra. Men lige meget hvordan vi vender og drejer det, så tilbyder Wien altså nogle muligheder, som vi ikke har her: Jeg overvejer f.eks. rigtig meget at læse videre, hvilket er meget meget billigere inden for EU. Derudover er steder som Bratislava, Prag og Budapest et spytklat væk, og endelig er der bare 2 timer med fly til Danmark. Uha.
Jeg var ved læge i sidste uge for at få foretaget helbredsundersøgelse og tuberkulosetest til arbejdet med de hjemløse unge i Hollywood. Her fandt jeg denne reklame med rabatkuponer til diverse ungersøgelser hos Dr. Akhaven. Ret syret...
I almost never write anything more here, but I guess I never find time, or I'm simply becoming lazy. Besides LA isn't quite as new and exciting as it was in the beginning. Dorte is also so good blogging constantly that I don't feel the need to blog as much anymore.
So to continue from where Dorte left of with our trip to Europe. After Denmark we flew to Paris, where we met up with Ófi and Hanna. We only had one day, so we quickly managed to go for a evening stroll in the latin quarter, check out Sacré Cæur and Montmartre, Champs Elysees and the victory arch, and finally snap photos of the Eiffel tower.
La Rochelle and Lucón.
We then took a TGV train to La Rochelle, but the wedding was held in a town called Lucón, about a hour from La Rochelle. We however spent most of our time in France in the small town of Angles, where we stayed in a nice house with a large garden filled with fruit trees. Mom, dad, and my grandma made sure we got a lot of good local cheese, sausages, liver pate, baguettes, wine. It was really great meeting the whole family there.
Ofi and Hanna buying some good local cheese.
The wedding was amazing. First there was a ceremony in a chapel, and later another one in the city hall. The reception was held in a small chateau, where they served great food, deserts, and later, good music. Everybody was dancing, and at 4 am in the morning the traditional bread (brioche) dance, with the fathers taking a unforgettable solo.
Parents, grandma, and siblings on both sides.
The chateau where the reception was held.
Realising that I forgot to leave space for the desert.
Så er vi tilbage på den amerikanske vestkyst efter to hektiske men fantastiske uger i Europa. Første stop var London, hvor vi bekæmpede jetlag med at spadsere byen tynd. Vi nåede bl.a. at se Buckingham Palace, Picadelly Circus, Westminister Palace og Notting Hill. Vi sukkede over lange lyse aftener, hvor der langsomt bliver mørkt, små biler, gamle bygninger og grønne parker midt i storbyen. Aah!
Turen fortsatte til Fredericia, hvor det var såårh dejligt at se familie og venner igen! Her følger et par billeder fra de fem dage i Danmark, hvor vi nåede at fejre Jane og Rasmus' bryllup, hjælpe med at flytte, ture syd Fyn, lege med ungerne og en helt masse sidden om et bord med mad og snak. Skønt!
Bjarni, Bodil og min far ved Helnæs fyr på Fyn
Frederik og Smilla ved Lillebælt
Mit ynglings billede fra Jane og Rasmus' bryllup
En glad Jane mens vi river stykker af sløret
Bjarni syntes tydeligvis det her var sjovere end Frederik
Camilla og Joachim på høballer
Familie-billede. Sorry, men Helle havde ret: Det her billede var sjovere end de andre.
Fra Fredericia gik det videre til Paris, hvor der blev indtaget café au laits og baguettes, mens vi så så meget af byen som muligt. 24 timer senere skulle vi videre syd på til La Rochelle, for at mødes med Bjarnis familie. Det vil Bjarni berette mere om i næste blogindslag.
Tak for sidst til alle dem vi så. Det var skønt at se Jer! Alle dem vi ikke nåede at se, håber jeg at se næste gang. I øvrigt har vi besluttet at opsige lejligheden på Nørrebro per 1. januar '09. Det betyder også at vi nu helt sikkert kommer til DK til jul for at gøre lejligheden klar og sælge/rydde ud i de ejendele vi har i København. En ret stor beslutning, som nu føles helt rigtig i maven.
