Frikadelledamer og teenage pot heads

Så er jeg endelig kommet godt i gang med at arbejde, og nu er det vist på tide at dele nogle af de erfaringer, jeg indtil videre har gjort mig på det amerikanske arbejdsmarked.

Arbejdet på universitetet med de internationale familier går forrygende. Jeg har ansvaret for The International Spouse's Club, og hjælper omkring 20-30 familier/medfølgende ægtefæller fra 13 forskellige lande med at "falde til". Jeg står primært for at arrangere ugentlige aktiviteter, hvor vi enten laver mad (meget populært) eller snakker om ting, som er relevante i vores situation: kulturel tilpasning, amerikansk sygesikring, stress håndtering, tosprogede børn, frivilligt arbejde osv. Det er rigtig hyggeligt og jeg har rigtig godt af at lære at stå der foran dem alle sammen og lede slagets gang.
Forleden havde vi cooking class, hvor vi lavede dansk mad. Se billeder her, hvor kvinderne begiver sig ud fra frikadellestegning og kringlebageri.

Ved siden af jobbet på universitetet er jeg begyndt at arbejde som child care worker på et herberg i Hollywood for hjemløse unge (14-18 år), hvilket er noget HELT andet end de taknemmelige og ressourcestærke internationale kvinder, jeg ellers har med at gøre. Her er det unge, der tager stoffer, har erfaring med prostitution og som kommer fra familier med vold, misbrug og seksuelle overgreb . Puha! Og ud over en tung bagage og eventuelle psykiske diagnoser (en del er ADHD'ere) er de jo altså teenagere med hormoner, der raser, og grænser det kontant og hele tiden skal udfordres. Det har været et par spændende vagter jeg har haft, hvor jeg også ind i mellem har tænkt: Hvad fanden stiller man nu op?! De kan være dødprovokerende! Selv om unge ikke er min favorit målgruppe, må jeg indrømme, at der er meget at kæmpe for. På trods af alle de udfordringer de står over for, er de i en situation, hvor de med den rette støtte og motivation stadig kan pejles ind på rette spor. Det bliver meget sværere, når de bliver ældre, hvilket man hele tiden bliver mindet om i den her by med det højeste antal "permanent hjemløse" i USA.

Nå ja, og nu jeg er i gang med at fortælle om arbejdssituationen, kan jeg også lige give en update på rollen som viceværter, som vel også et eller andet sted hører under arbejde? Vi sidder ihvertfald - lidt på skift - på vores kontor 10 timer om ugen. Det går forholdsvist nemt og gnidningsfrit. Vores chefer er mexicanske og usandsynligt afslappede. Når ting går i stykker skal vi ringe til håndværkerne, som alle sammen er mexicanske. Vist nok illegale (... dem er der jo mange af her, og så er de er billig arbejdskraft :-/ ). En del af dem snakker ikke engelsk, og så står man der med sit rustne spansk og sine håndfagter og skal forklare at toilettet er stoppet eller at pakningen i vandhanen i køkkenet skal skiftes ud. Øhh.. Men udover sproglige udfordringer, er de simpelthen så hyggelige, og synes det er fantastisk at man gerne vil snakke. Jeg har fundet ud af at en af dem, Carlos, var farmeceut i Mexico, men tog over grænsen da et familiemedlem blev sygt, og de skulle bruge penge til at betale hospitalsbehanding. Nu knokler han så som alt-mulig-mand og sender pengene hjem til familien i Mexico... Og så kalder han man i øvrigt Dorita. Hola Dorita! hah.

Ja, så indtil videre trives jeg godt med alle jeg mine forskellige jobs. Det er FEDT endelig at få noget ansvar, og bruge noget af alt det man har lært til noget, og lige straks får jeg min første løn. Hurraa!!