Termitter, frivilligt arbejde m.m.

Så er vi tilbage i West Adams, hvor der er gået termitter i ejendommen. Derfor springer der i øjeblikket fem mexicanske håndværkere rundt uden for vinduet, og skifter træværket, som de små bæster, har været i gang med at fortære. Vores lejlighed er også blevet inspiceret, hvorefter sprækker og revner i loftet er blevet malet med et eller andet stads. Termitter er tilsyneladende et almindeligt fænomen på de her breddegrader, hvor de fleste huse er bygget af træ. En af mine amerikanske venner fortalte mig: "you haven't lived in America until you've had termites, and had an exterminator solicit services to take care of them." Skadedyrsbekæmpere har vi dog ikke set noget til - endnu.

Da flere af Jer har spurgt til min nuværende arbejdssituation, er det vist på tide jeg forklarer, hvordan det står til med det. På mandag er det en måned siden vi kom tilbage til Los Angeles, hvilket også betyder, at jeg i næste uge må sende min ansøgning om arbejdstilladelse afsted til de amerikanske immigrationsmyndigheder. Derefter plejer der at gå tre måneder, før man modtager arbejdstilladelsen. Indtil jeg må arbejde, befinder jeg mig derfor i en mærkelig afventende situation, som er kilde til en del underlige mavefornemmelser. Det ene øjeblik synes jeg den her frihed, hvor jeg hverken høre til det ene eller det andet sted, er uoverskuelig og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op, idet jeg ikke indgår i et system, hvor jeg skal præstere noget for andre end mig selv. Andre gange synes jeg det er det fedeste, at jeg får fire måneder foræret til at lave lige det jeg har lyst til - ovenikøbet et sted med rigtig meget sol. Det kan man da ikke klage over?!

Heldigvis er det nemt at være noget for nogen i en by, der har masser af sociale problemer og et stort behov for frivillige, der engagerer sig i at eliminere nogle af problemerne. Jeg er derfor begyndt at arbejde frilligt med torturofre gennem Program for Torture Victims som er Los Angeles' svar på danske RCT, som nogen af Jer jo kender... Her er jeg er blevet mentor for 3 flygtninge, som jeg først og fremmest skal undervise i engelsk på tomandshånd. Jeg skal også hjælpe med at arrangere et par workshops, der skal afholdes i løbet af foråret. Det virker rigtig spændende, og de ansatte virker virkelig rare, så dér er jeg glad for jeg er endt! I morgen er jeg blevet inviteret med på kursus om tortur på UCLA's Institut for Afrika studier.
Derudover er jeg blevet frivillig på et hundeshelter, hvor jeg skal gå ture med hundene, som på gåturene får en lille jakke på, hvor der står 'Adopt Me' -- på den måde får hunden frisk luft samtidig med man gør reklame for hunden. Hundene indgår desuden i et projekt, hvor de sættes sammen med problemfyldte unge, som via ansvaret for hundenes ve og vel, skal udvikle/styrke nogle af deres egne ressourcer. Det er sgu da genialt! Begge organisationer ligger et spytklat fra vores lejlighed.

Endelig er jeg begyndt at gå til engelsk undervisning på universitet tre formiddage om ugen. Jeg har fundet ud af, der er en masse aktiviteter for ægtefæller til internationale studerende (dvs. sådan nogen som mig). Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig! Det er enormt rart at møde andre, der er i præcis samme situation som jeg selv. Udover engelskundervisning er der madlavningsklub, mødregruppe, women's conversation club. Jeg deltager så meget jeg gider og som det nu passer sammen med det frivillige arbejde.

Ja, så lige nu synes jeg egentlig jeg har rigeligt at se til, og finder rigtig meget mening med det jeg skal. Det er dejligt!