At være "medfølgende ægtefælle"

Efter jeg er blevet færdig med studiet i Danmark har jeg de sidste par måneder for alvor fået erfaringer med rollen som "medfølgende ægtefælle". Det er ellers ikke en titel, som jeg ikke bryder mig særlig meget om, for jeg synes det lyder husmor-agtigt (og det vil jeg ikke være!), eller som om jeg bare følger med uden at have mine egne mål med at være her. Nå, men i øjeblikket befinder jeg mig jo i den her mellemfase mellem studie og arbejde, og har derfor haft tid til at deltage i en del af aktiviteterne for ægtefæller. Igennem bl.a. engelsk undervisning og madklub har jeg mødt en masse andre internationale ægtefæller - mest kvinder, men der er også et par gæve gutter imellem. Vi er en noget broget forsamling fra primært Asien men også Sydamerika, Europa og Mellemøsten. Nogle har børn, andre er gravide. Nogle er vant til at være hjemmegående og sørge for manden får madpakke med på arbejde. Andre har deres egen karriere kørende som alt fra læge, lektor på universitet til biolog og studerende. For manges vedkommende er karrieren eller studiet delvist sat på standby mens de opholder sig i USA - hvilket også resulterer i mange udnytter pausen til at få børn.

Det har været virkelig rart at møde andre som har været i gennem samme mølle som jeg selv. Jeg har dog også opdaget at der er mangel på helt basal støtte og rådgivning til ægtefæller især lige efter ankomst, hvor alt er forvirrende og nyt, og man ikke aner hvad man skal gå i gang med. Jeg har mødt en masse, som ikke har noget at give sig til, og som bare glæder sig til at komme hjem igen, hvilket jo er brandærgeligt taget i betragtning af alle de muligheder den her by rummer. Derfor er jeg nu begyndt at skrive en "Orientation Manual to International Spouses" hvor ægtefæller kan finde information om mulighederne for at arbejde, læse videre, stifte familie i USA, lave frivilligt arbejde (mange har ikke arbejdstilladelse), kulturchok og stress håndtering osv. osv. Det er noget af en mundfuld, og nogle gange synes jeg har gabt over lidt for meget. Især de visa regler er skide indviklede! Heldigvis støtter mange ægtefæller støtter mit initiativ, og hjælper med at skrive om emner, jeg ikke aner noget om (f.eks. børn og at læse videre herovre). Jeg var til møde med universitetet i fredags, fordi jeg synes de skal trykke min manual og dele den ud til internationale par, når de møder dem efter ankomst. Damen syntes om ideen, og går nu videre med mit projekt til højere instanser. Jeg er spændt på at se hvad der videre sker. Hvis universitetet ikke bakker projektet op, vil den kritstne organistion, som i øjeblikket arrangerer mødregruppe og madklub, trykke manualen. Forhåbentlig kan jeg have den færdig til jeg får arbejdstilladelsen, som jeg stadig går og venter på.

Jeg håber I nyder sommervejret derhjemme?

Kærlig hilsen,
Dorte