Konservative amerikanere close-up

Via universitetet deltager jeg tre formiddage om ugen i engelsk undervisning som tilbydes familiemedlemmer til internationale studerende og undervisere. Her går jeg på det øvede hold, som i modsætning til de to andre hold (for begyndere og letøvede) udelukkende fokuserer på conversational English. Udover ægtefæller deltager et par internationale ph.D'er og Postdocs på udveksling. Undervisningen på mit hold har mest af alt karakter af en lang kaffepause, hvor alt mellem himmel og jord diskuteres - men jo altså på engelsk. Så vidt så godt. Selv om jeg ikke ikke synes det er vildt udfordrende, er det rigtig hyggeligt, og fordi vi er en blanding af mange forskellige nationaliteter (bl.a. Spanien, Kroatien, Japan, Korea, Kina, Saudi Arabien og Kuwait) er der mange forskellige måder at forstå og forholde sig til de ting, vi diskuterer.

Underviserne på holdet er Cynthia og Leslie - to aldrende madamer, som er henholdsvis lægefrue og tidligere kristen missionær i Asien. Deres opgave er at sætte dagsordenen for de ting vi skal diskutere, og udover at komme med gode ideer til hvad man kan lave i Los Angeles, bringer de alle mulige kontroversielle emner på banen. Vi diskuterer alt fra våbenlovgivning i USA (og andre lande), homoseksuelles rettigheder (skal de giftes i kirken eller ej?), dødsstraf, præsidentkandidater, censur i medierne m.v. De har begge rejst meget og er desuden i kraft af deres arbejde vant til at arbejde med 'internationale', så derfor er de da heldigvis ret åbne og tolerante. Alligevel er de de to mest konservative amerikanere jeg indtil nu har lært at kende herovre. Ofte er deres holdninger SÅ langt fra "almindelig" skandinavisk sund fornuft. Uha!! Jeg hører blandt andet at det er forkert at være homoseksuel, selv om man skal elske dem, fordi de også er Guds børn, og at man bør have en pistol, så man kan beskytte sig mod alle de kriminelle! Uh, hvor jeg ind i mellem provokeres af det, der kommer ud af dem.

Bjarni og jeg snakker om at tage på ferie i Bibelbæltet i Sydstaterne på et tidspunkt. Det er ku' være så spændende, så spændende! Cynthia og Leslie har givet mig blod på tanden...

Forår i Los Angeles

Glædelig påske!

Påske hænger sammen med forår, og selvom vi er her i varmen, er der heldigvis også forårsfornemmelser i Los Angeles. I øjeblikket springer træer og buske ud, der er sne i bjergene og så er der fyldt med vilde blomster uden for byen efter en masse regn i januar og februar. Det opdagede vi sidste weekend, hvor vi besøgte Amerikas største buddhistiske tempel. Det var virkelig imponerende, og med den flotte udsigt over bjergene i baggrunden, følte vi nærmest vi var kommet til Tibet. L.A.'s mangfoldighed fortsætter stadigvæk med at overraske os.



I går slog vi et smut forbi Point Dume ved Malibu for at gå en tur i alle blomsterne. Det viste sig også at være et udsigtpunkt, hvor gråhvaler kan spottes, mellem februar og april når de svømmer forbi Californien på vej mod Alaska . Vi så en eller to! Wauw!! Jeg har et eller andet med hvaler. De der fredelige kæmper, der lever dybt nede i havet, er så fascinerende. Man kan komme ud og se hvaler ud for Los Angeles, og hvis man er heldig kan man endda se blåhvaler. Det må jeg simpelthen prøve!


Onsdag til lørdag havde vi besøg af Baldur og Jórunn. Det var rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra. Sammen med dem fik endelig besøgt Universal Studios, og havde ellers et par hyggelige dage sammen, hvor vi guidede dem rundt i de forskellige kvarterer i Los Angeles.

Det er så dejligt med besøg -- så kom endelig. Vi er klar!
Påskehilsner fra Dorte og Bjarni

Termitter, frivilligt arbejde m.m.

Så er vi tilbage i West Adams, hvor der er gået termitter i ejendommen. Derfor springer der i øjeblikket fem mexicanske håndværkere rundt uden for vinduet, og skifter træværket, som de små bæster, har været i gang med at fortære. Vores lejlighed er også blevet inspiceret, hvorefter sprækker og revner i loftet er blevet malet med et eller andet stads. Termitter er tilsyneladende et almindeligt fænomen på de her breddegrader, hvor de fleste huse er bygget af træ. En af mine amerikanske venner fortalte mig: "you haven't lived in America until you've had termites, and had an exterminator solicit services to take care of them." Skadedyrsbekæmpere har vi dog ikke set noget til - endnu.

Da flere af Jer har spurgt til min nuværende arbejdssituation, er det vist på tide jeg forklarer, hvordan det står til med det. På mandag er det en måned siden vi kom tilbage til Los Angeles, hvilket også betyder, at jeg i næste uge må sende min ansøgning om arbejdstilladelse afsted til de amerikanske immigrationsmyndigheder. Derefter plejer der at gå tre måneder, før man modtager arbejdstilladelsen. Indtil jeg må arbejde, befinder jeg mig derfor i en mærkelig afventende situation, som er kilde til en del underlige mavefornemmelser. Det ene øjeblik synes jeg den her frihed, hvor jeg hverken høre til det ene eller det andet sted, er uoverskuelig og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op, idet jeg ikke indgår i et system, hvor jeg skal præstere noget for andre end mig selv. Andre gange synes jeg det er det fedeste, at jeg får fire måneder foræret til at lave lige det jeg har lyst til - ovenikøbet et sted med rigtig meget sol. Det kan man da ikke klage over?!

Heldigvis er det nemt at være noget for nogen i en by, der har masser af sociale problemer og et stort behov for frivillige, der engagerer sig i at eliminere nogle af problemerne. Jeg er derfor begyndt at arbejde frilligt med torturofre gennem Program for Torture Victims som er Los Angeles' svar på danske RCT, som nogen af Jer jo kender... Her er jeg er blevet mentor for 3 flygtninge, som jeg først og fremmest skal undervise i engelsk på tomandshånd. Jeg skal også hjælpe med at arrangere et par workshops, der skal afholdes i løbet af foråret. Det virker rigtig spændende, og de ansatte virker virkelig rare, så dér er jeg glad for jeg er endt! I morgen er jeg blevet inviteret med på kursus om tortur på UCLA's Institut for Afrika studier.
Derudover er jeg blevet frivillig på et hundeshelter, hvor jeg skal gå ture med hundene, som på gåturene får en lille jakke på, hvor der står 'Adopt Me' -- på den måde får hunden frisk luft samtidig med man gør reklame for hunden. Hundene indgår desuden i et projekt, hvor de sættes sammen med problemfyldte unge, som via ansvaret for hundenes ve og vel, skal udvikle/styrke nogle af deres egne ressourcer. Det er sgu da genialt! Begge organisationer ligger et spytklat fra vores lejlighed.

Endelig er jeg begyndt at gå til engelsk undervisning på universitet tre formiddage om ugen. Jeg har fundet ud af, der er en masse aktiviteter for ægtefæller til internationale studerende (dvs. sådan nogen som mig). Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig! Det er enormt rart at møde andre, der er i præcis samme situation som jeg selv. Udover engelskundervisning er der madlavningsklub, mødregruppe, women's conversation club. Jeg deltager så meget jeg gider og som det nu passer sammen med det frivillige arbejde.

Ja, så lige nu synes jeg egentlig jeg har rigeligt at se til, og finder rigtig meget mening med det jeg skal. Det er dejligt!

Forelsket i Silver Lake!

Jeg er lige kommet hjem efter en lang gåtur i Silver Lake, hvor vi bor, mens vi passer Nigel, og må konstatere jeg er helt pjattet med det her kvarter! Her er cykelstier, pæne og velholdte huse, super caféer, seje kunstneriske indslag, byens bedste italienske isbutikker og Support Obama skilte i haverne. Der er tale om et lokalsamfund, der strikket sammen af forskellige grupper, der har forskellig etnicitet, indtægtsgrundlag og seksualitet (populært kvarter blandt homo'er) -- hvilket også betyder der er en god rummelighed, som jeg virkelig godt kan lide!

Da vores kontrakt på lejligheden i West Adams udløber i maj, står vi nu overfor at skulle beslutte, hvor vi skal bo herefter... Og efter at have forelsket mig i det her kvarter opstår der lige pludselig lidt af et dilemma: Skal vi fortsat bo tæt på universitetet? Der er uden tvivl mange fordele ved at blive i nærheden af USC: Udover at universitetet udgør Bjarnis arbejdsplads, er det i dag i høj også omdrejningspunktet for vores fritid, hvilket gør det rart at være tæt på. Desuden kan vi fra maj højest sandsynligt få 'USC family housing' dvs. meget billige lejligheder for internationale par/familier. På den anden side er omgivelserne dødsyge, hvilket virkelig er gået op for mig nu vi er her i Silver Lake. Lige meget hvor meget jeg kan retfærdiggøre at West Adams/South L.A. er spændende, fordi kvarteret afspejler de sociale problemer Los Angeles er kendt for med hensyn til fattigdom, indvandring og kriminalitet, så er jeg SÅ træt af endeløse fast food-chains og af at være begrænset i forhold til gå ud om aften, fordi det er farligt.

Nå, jeg har en hund, der nærmest sidder på skødet af mig, fordi han vil ud. Hej så længe..

Nu med hund

naesten da...
Vi passer i to uger en gammel greyhound, mens hundeejer Alex (en af Bjarnis kollegaer) er i den anden ende af landet for at arbejde. Nigel er tidligere væddeløbshund, men blev pensioneret allerede som 3-årig, da han ikke længere var hurtig nok, hvorefter Alex tog ham til sig.

Da husdyr ikke er tilladt i vores lejlighedskompleks, er vi i stedet rykket til Alex og Nigels lille hus i hippe Silver Lake. Det er et helt helt andet kvarter end det, vi er vant til, hvilket vil sige, man uden bekymringer kan gå ud med hunden, når det bliver mørkt, der er hyggelige cafeer og lækre butikker i gåafstand fra huset. Og det bedste af alt: Vi har en stor veranda, hvor man kan grille og en bananpalme i haven. Ja, så det er slet ikke skidt at skifte bopæl, selvom det også kræver en del logistisk planlægning med alle de arrangementer og aktiviteter, vi har omkring universitetet og nu altsaa også en hund her i Silver Lake, der skal luftes flere gange dagligt.

Jeg vender snart tilbage for at forklare, hvordan det går med mine projekter, som langsomt er ved tage form. Mere følger...

På genhør,

Dorte

Fantastiske SkyMall

Lige meget hvor man retter blikket i USA støder man på reklamer. De er alle vegne: i butikker, medier og i traffiken. Jeg er ved at få spat af hele tiden at høre om effektive pletfjernere, potenspiller og slankekure.

Amerikanske luftfartsselskaber er ingen undtagelse med deres magasin SkyMall, men i modsætning til diverse andre åndede uundværelige produkter, har SkyMall nogle ganske forunderlige ting og sager. Se for eksempel her:

The Runaway Alarm Clock - Når vækkeuret ringer, kører det samtidig afsted og gemmer sig, og så er der kun en ting at gøre, når det skal slukkes: Ud af sengen og find det!

Sky Rest - Oppustelig pude til flyveturen. Jeg ved ikke med Jer, men jeg synes overhovedet ikke det ser behageligt ud.


Personlized Branding Iron - Var det noget med en kærlig hilsen brændt ind i bøffen?


The Cookie Diet: Endnu en slankekur - her kan man tabe sig ved at spise småkager.
Og endelig The Marshmellow Shooter

Vel ankommet til Staterne

Efter en hyggelig og afslappende uge i Reykjavik pakkede vi lørdag taskerne for at drage afsted mod den amerikanske vestkyst. Første stop var London, hvor vi havde fornøjelsen (læs: besværet) af at slæbe alt vores grej gennem byen for at komme fra den ene lufthavn til den anden. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget andet, for på Liverpool Street St. hvor vi skulle skifte fra tog til metro, kunne vi lige nå et kort glimt af den engelske storby. Bjarni kunne ikke overtales til øl på pub om formiddagen (- man er vel i England ?!), så vi drak kaffe istedet. Jeg undslap desuden en rød dobbeltdækkerbus, da jeg, i min iver over at komme op fra togene i undergrunden, vadede ud på vejen uden at se til venstre..



I Washington fik vi stemplet vores nye visa af immigrationsmyndighederne, og blev uden problemer lukket ind Guds eget land i tide til at nå turens sidste fly til Los Angeles. Endelig omkring midnat nåede vi LAX lufthavn, hvor vi blev hentet af Kjong fra universitetet som bragte os det sidste stykke hjem til lejligheden i West Adams.

Så nu er vi så her igen. Jeg skal som sædvanligt lige omstille mig på at være tilbage. Jeg bliver småspaltet af at føle jeg høre til flere steder, som er så forskellige, men det er rart at være her i vores lejlighed igen, hvor jeg kan pakke ordentligt ud og gøre som det passer mig.



Foto: Tidlig morgenmad på den populære restaurant The Pantry

Icelandic intermezzo

Hi

I know it is almost three months since anything has bee written here, but I've been busy (most of the time) and Dorte has been in DK. Now, first some news. I passed the evil screening exams... :) and Dorte became a B.A. in Social Work, with an impressive grade. So basically everything went well. Now however we are in Iceland, where we successfully changed our Visa from F to J. This is also a short holiday for us, since I had my screening exams in January and Dorte had to defend her project..

On the way up here to Iceland we of course encountered some of the worst storms in Iceland for years. The weather was so bad that the international airport in Reykjavik was virtually closed for two straight days. Dorte had to spend a night in Kastrup airport whereas I however managed to get free rooms in nice airport hotels at Stansted (London). I however was stuck there for two nights. The weather in Iceland was horrible. There were hurricane force sustained winds in Iceland 27-33 m/s with gusts up to 64 m/s. In all a pretty nasty storm! Anyways we managed to arrive safe and sound in the end ...after spending two days roaming the Stansted airport, feeling like I was Tom Hanks in the movie The Terminal.

The coastline in Reykjavik a couple of days after the storm. The ocean got pretty angry and threw some rocks ashore.


Here in Iceland we've been enjoying all things Icelandic, the milk product "skyr", "harðfiskur" dried fish, "bragðarefur" ice cream, the large outdoor swimming pools, met friends, snowy mountain, etc.

We however haven't enjoyed the weather or the prices... Both of which are as insane as ever.
In two days we'll however be on our way back to the sun in LA.

Cheers
Bjarni

Afskedsalut

Så er jeg nærmest pakket og klar til flyve hjem til Danmark i morgen. Vi tog et smut til Santa Monica i eftermiddags, for at nyde det gode vejr (inden jeg skal hjem til kulden) og for at fejre Bjarnis fødselsdag - på forskud vel og mærke. Der var fyldt med delfiner, mens vi så solnedgang. Sikke en afslutning for denne omgang!



Vi ses derhjemme. Jeg lander i Kastrup torsdag kl 17 og vender tilbage til Los Angeles i slutningen af januar.

Hej så længe,

Dorte

Jeg er ikke alene....

Hej derude,

Nu er der godt og vel en uge tilbage inden jeg vender snuden hjemad. Vejret er blevet ret koldt indenfor den sidste uge, og jeg er for første gang i flere måneder begyndt af gå med langærmede trøjer og lange bukser. Og jeg fryser her! Hvordan bliver det mon ikke at komme hjem...

Nå, men jeg ankommer jo lige efter folketingsvalget, og var derfor for første gang forbi det danske konsulat her i Los Angeles for at stemme til valget. Jeg kender ikke andre danskere herovre, og har heller ikke rigtig følt noget behov for at opsøge dem, der måtte være her. Jeg har hele tiden tænkt, der må være andre end mig i den her kæmpe by, men indtil videre er to svenskere og en svensktalende amerikaner, det nærmeste jeg kommet på mine egne landsmænd. Det var derfor ret underligt at træde ind på konsultatet, hvor syv andre danskere var troppet op for at sætte deres kryds til valget, heriblandt den danske præst i Sydcalifornien. Jeg var slet ikke klar over, der er en dansk kirke her, men i bedste landsby stil ligger der tilsyneladende en hvidkalket kirke med røde teglsten en times kørsel syd for Los Angeles. Kirken fungerer desuden som dansk kulturcenter og er centrum for diverse knap så kirkelig events, der blandt involverer snaps, sild og fodbold.
Konsulen fortalte mig, at man regner med der bor 20.000 danskere (1.-3. generation) i Californien. Halløj! Her går jeg rundt og føler mig ind i mellem langt væk hjemmefra, og så er der så mange andre danskere på de her breddegrader. Jeg er overrasket!

Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle jer både i Danmark og på Island inden længe.

Kærlig hilsen Dorte - der snart skal til at finde vinterjakken frem... Yay!

PS. Sig til hvis der er nogen af Jer, der skal ha' noget med herovre fra...

Tag den BS!

Jeg har opdaget et FANTASTISK program på Discovery Channel, som I måske også kender derhjemme? Bear Grylls, som er uddannet overlevelsesekspert fra den britiske hær, bliver i programmet Man vs. Wild smidt ud af et fly, og skal klare sig selv i alverdens forskellige øde naturområder, indtil han selv finder tilbage til civilisationen, mens han undervejs demonsterer lokale overlevelsesteknikker. Han har i øvrigt også været på Island, men den episode har jeg ikke set.

Det er absolut ikke småting, som den gode Bear udsættes for. Se bare her, hvor han spiser en levende slange og springer i en frosen sø.
Advarsel: Det er ikke for sarte sjæle

Bare lige en ultrakort hilsen for at sige at vi er OK, og slet ikke berørt af alle de ildebrænde, der hærger i Sydcalifornien i øjeblikket... På den måde har det åbenbart sine fordele at bo midt inde i betonbyen langt væk fra den knas tørre natur. Vi skulle have været ude og vandre i går, men aflyste, da de lovede høj brandfare i bjergene pga tørken og Santa Ana vindene, der suser over området i disse dage, så det var godt vi blev hjemme. KH Dorte

En appelsin i turbanen

Det bedste ved at bo i L.A. er for mig uden tvivl, det at være del af et samfund, der er sammensat at mennesker der er så vidt forskellige: Ortodoske jøder, drag queens, filmstjerner, illegale indvandrere... Lige meget hvilke præferencer man har kan man finde det her. Det samme gælder mad, religion, fritidsaktiviteter osv.

I dag var jeg på besøg i et Sikh tempel sammen med min gode indiske ven Harjot. Jeg måtte jo ha' tørklæde på for at dække håret, som sikh'erne betragter som helligt og derfor heller ikke klipper (- det samme gælder i øvrigt skægget.) Det var en meget fin cermoni, selv om jeg desværre ikke er helt god til sidde i skrædderstilling i længere tid af gangen. Efter at have sunget hindi remser og lyttet til taler på engelsk var der indisk mad til alle inklusiv den hjemløse mand ude på fortovet.


Hvis I undrer Jer over hvad der er blevet af Bjarni, kan jeg fortælle at han bare har travlt. Meget travlt. Selv når han ser USC fodboldkamp læser han... Men han har det godt :)

Hiking

Jeg har ret travlt for tiden, så I får bare lige et par billeder fra vores søndags vandreture, som efterhånden er ved at være en fast weekendtradition. Det er så hyggeligt og nogle virkelig dejlige mennesker, som jeg har lært at kende gennem universititet.

... in the hood

Uff, jeg sidder fast i projekt sumpen, og synes hverken jeg kommer frem eller tilbage efter min vejleder i går ødelagde den struktur på opgaven, jeg endelig synes jeg havde styr på. I virkeligheden er det ikke så vældig meget der skal laves om, men åbenbart nok til jeg lige nu ikke kan komme videre. Det er helt vildt svært at skrive om race relationer i en amerikansk kontekst, når man kommer som udenforstående og heller ingen i ens faglige bagland har nogen ide om, hvad det handler om. Nu har jeg kontaktet en underviser fra USC School of Social Work, i håb om han kan komme med nogle fif.

Jeg er ved at have mine interviewpersoner på plads. Fire styk kvindfolk fra South L.A. af latin- og afroamerikansk oprindelse. I går trængte jeg til inspiration og til at afprøve min egenskaber som interviewer, så jeg tog ned for at snakke med Kenneth. Han kører i samarbejde med sin far en cafe/hjælpeorganisation Natural Soul Food, som søger at udbrede budskabet om sund kost til alle de fejlernærede overvægtige sorte fattige i området, samt styrke deres bevidsthed om deres kulturelle ophav, hvilket han mener, mange sorte slet ikke ved nok om. Det var alletiders mand, som åbent og ærligt berettede om hans syn på de belastede sort-brune relationer, som er emnet for mit projekt. Jeg måtte sørge for at parkere bilen så tæt på hans cafe som muligt, da det var tydeligt at jeg var nede i det halv-farlige område. Tre fyrer sad på fortovet og røg marijuana og drak sprut af en flaske i papirspose (i USA må man ikke drikke alkohol i det offentlige rum, men hvis flasken er skjult er det ok), da jeg stod ud af bilen, så jeg tænkte da lige: Shit, bare nu bilen er her, når jeg kommer tilbage. Jeg prøvede på bedste Jacob Holdt maner at forestille en tough cookie i stedet for en skræmt mus, da jeg skulle gå det korte stykke frem og tilbage fra cafeen, hvor alle butiksfacader var skjult bag stålgitre. Jeg skulle egentlig ha' hængt nogle fliers om interviewene op på lygtepælene, men synes ligesom ikke stemningen var til, jeg skulle hænge ud i længere tid en nødvendigt. Bilen stod heldigvis som jeg forlod den, da jeg kom tilbage, men på vej rundt om hjørnet (i bilen) måtte jeg holde tilbage for en fyr, der havde en pistol stukket ned i siden, bag et forklæde, mens han luntede over vejen.

Egenlig var det ikke så langt væk fra os, så jeg havde slet ikke regnet med, at det skulle være ubehageligt for mig at færdes i det område. Nogle gange synes jeg det her land er lorte agtigt. Det syntes jeg i går.

Peace out!

Paranoia

Man vænner sig efterhånden til barske indslag i nyhedsudsendelserne herovre: gang wars, biljagter, skyderier, mord osv. osv. Heldigvis og syv-ni-tretten har vi været forskånnet for at opleve noget af det tæt på. Men i weekenden kom det alligevel uhyggelig tæt på.

Fredag aften forsøgte en fyr på hjørnet af Hoover og 27th Street (læs: der hvor vi bor!) at bortføre en 20 årig USC studerende, der kom gående hen af vejen. Manden kom bagfra og tog hånden for pigens mund og forsøgte at trække hende ind i sin bil; heldigvis lykkes det pigen at sparke sig fri og løbe bort.

I morgennyhederne i dag så jeg vores hus og vores hjørne, mens en rapporter live fortalte om episoden, og bragte et signalament af fyren, i håb om at opklare sagen. Uf! Jeg tog universitetsbussen hjem fra dans i går aftes, i stedet for at gå.

Bailar!

Jeg faldt lige over det her billede, hvor Bjarni danser salsa med hans kinesiske kollega Yu til et bryllup, mens jeg var i Danmark. Hø hø. De er da et meget sødt par...

Vi er startet til salsa - apropos - og bliver udfordret i at gøre stive hofte bløde som smør. Det er slet ikke så nemt som det ser ud, skulle jeg hilse og sige. Vejret er blevet køligere (dvs. 21-25 gr), især om aftnerne er det småkoldt, og bladene falder af træerne - ihvertfald nogle af dem. Det er såå hyggeligt, at der er noget der minder en smule om efterår. De lover regn senere på ugen, og jeg går og krydser finger for regn. Tænk man kan nå til det punkt..

Sejlersko er ikke smarte!

Jeg har haft vejledermøde via telefon kl 12-01 pga. tidsforskel, og kom til at drikke lidt for meget kaffe før for at holde mig vågen. Ups. Så nu er klokken 2 og jeg kan ikke sove. Har ringet hjem, men alle er enten på arbejde eller ikke hjemme.
Nå. Jeg kan så fortælle at sejlersko er højeste mode blandt unge skaterfyre herovre, og det er bare overhovedet IKKE tjekket, hvis I spørger mig. Sejlersko hører hjemme i 80'erne og på entusiastiske sømænd med gråt hår.

Karaoke i Koreatown

Siden jeg i en brandert til en studenterfest sang Like a Virgin med min gode veninde Jane, har jeg holdt mig langt vaek fra karaoke. Men min meget entuasiatiske mand - der sang karaoke den første gang jeg stødte ind i ham - fik mig overtalt til at komme med på koreansk karokebar med nogle venner. I bedste asiatiske karokebar-stil fik vi vores eget lokale, og så var det jo bare at synge løs. Og det gjorde vi så -- uden at bekymre os om det lød godt. Det var såå sjovt. Yay. Til dem der kommer på visit. I kan godt forberede jer: Vi skal på karaokebar!

Gimme a S...Gimme a C

Oh yes! Jeg har set ægte amerikanske cheer leaders! Jeg kan strege endnu en ting fra min must see liste. Der var (amerikansk) fodboldkamp mellem USC Trojans og Idaho Vandals på det store Los Angeles Coliseum, der ligger ved siden af universitetet. Vi var ikke henne og se kampen, men gik rundt på campus i timerne før kampen, hvor der var fest og BBQ´s. USC Marching Band spillede også, og slog, må jeg indrømme, 6. Juli Garden i Fredericia med mange længder.


Jeg er startet på mit bachelor projekt. Jeg har fået mit eget lånerkort til USC's biblioteker, hvor jeg i øvrigt også sidder dagligt og læser om ghettoer, fattigdom, latinamerikanske indvandrere i USA og andre spændende sager. (mit emne er ghettoens integrerende/ekskluderende indvirkning på latinamerikanske indvandrerkvinder) De har super biblioteker, jeg slæber den ene bog med hjem efter den anden, så stakken på bordet herhjemme vokser og vokser. Jeg skal vist til at begrænse mig lidt.

Der er lagt nye billeder ind under "photos".

Svedige hilsner fra
Dorte i varme Los Angeles