Memorial Day weekend

I weekenden kom Bjarnis søster Anna Katrin på besøg fra Washington DC, hvor hun til dagligt bor og arbejder. Det er jo desværre ikke så ofte vi ses, så det var rigtig dejligt at have tid til at være ordentligt sammen. Lørdag kørte vi til Santa Barbara og besøgte et par nærliggende wineries, og slog et smut forbi Solvang, hvor jeg sådan havde glædet mig til dansk frokost. Det var dog en fæl oplevelse, hvor "dansk" smørrebrød på "The Little Mermaid" viste sig fra sin absolut kedeligste side. Øv øv. Til gengæld blev jeg shanghajet til en omgang folkedans på torvet, hvor jeg hilste på Niels fra Nordjylland - en af byens få danskere. Han var en aldeles imødekommende ældre herre, som dansede folkedans med sin argentinske kone og som i øvrigt kunne bookes til harmonikaspil. Og så fik jeg lige en vittighed med på vejen om Fredericia banegård.

Søndag gik vi tur langs stranden i Venice Beach og spiste frokost på Abbot Kinney Blvd., hvor vi spottede Reese Witherspoon og Jake Gyllenhaal på et af cafeens naboborde! Eftermiddagen stod på shopping først på loppemarked ved Melrose Ave. og senere på Sunset Strip. Søndag aften drak vi rødvin fra en af de vingårde vi besøgte og spiste sen koreansk aftensmad.

Mandag var Memorial Day, så efter at have sendt afsted Anna Katrin til lufthavnen, var vi på bedste amerikanske helligdagsmaner inviteret til barbecue hos et nyt vennepar Liz og Dave. De er flyttet til Los Angeles fra Colorado for at Liz kan forfølge sin skuespillerdrøm. Jeg kan virkelig godt lide amerikanere, og som jeg vist også har givet udtryk for før, synes jeg vi nordboere kan lære meget af amerikansk åben- og gæstfrihed. Men nogle gange bliver de altså også bare så store i ordene de amerikanere, at det runger en smule hult. Sådan var det lidt i det selskab, hvor der i øvrigt var fyldt med en masse håbefulde skuespillere og enkelt stuntmand. De fleste kendte hinanden fra en eller anden religiøs sammenhæng, hvilket igen sætter nogle rammer, der for os er helt uvante.

USC Graduation

Yesterday thousands of bachelors, masters and Ph.D's graduated at USC. Having never attended an American commencement ceremony before, yesterday was quite overwhelming for a Dane, who is not used to making such a fuzz out of graduation ceremonies. Sometimes I felt I was in a Harry Potter movie with all the professors wearing funny hats and gowns. Around 40,000 people were present in the morning when are all the graduates along with family, friends and university staff came together to celebrate. Later in the day the various schools within the university (e.g. education, engineering, etc.) went on having their own ceremonies where the diplomas were handed out.

With graduation now behind us, campus (and our neighborhood) will be very very quiet until the fall semester begins in August. Congratulations to all our friends who now graduated!! I hope some of you see that I FINALLY write something in here in English. We will sure miss those of you that leave LA.

Our street in morning.

Some professors make their entrance

The university flags are brought in

A peaceful spot on campus. Several news channels are
present to bring live reports.

Christy, Lizzie, Chao and me

PhD's in red

The beginning of the engineering commencement. Too
many engineers!!

Harjot and his parents

Another good friend Juan from Panama in his fancy outfit

At være "medfølgende ægtefælle"

Efter jeg er blevet færdig med studiet i Danmark har jeg de sidste par måneder for alvor fået erfaringer med rollen som "medfølgende ægtefælle". Det er ellers ikke en titel, som jeg ikke bryder mig særlig meget om, for jeg synes det lyder husmor-agtigt (og det vil jeg ikke være!), eller som om jeg bare følger med uden at have mine egne mål med at være her. Nå, men i øjeblikket befinder jeg mig jo i den her mellemfase mellem studie og arbejde, og har derfor haft tid til at deltage i en del af aktiviteterne for ægtefæller. Igennem bl.a. engelsk undervisning og madklub har jeg mødt en masse andre internationale ægtefæller - mest kvinder, men der er også et par gæve gutter imellem. Vi er en noget broget forsamling fra primært Asien men også Sydamerika, Europa og Mellemøsten. Nogle har børn, andre er gravide. Nogle er vant til at være hjemmegående og sørge for manden får madpakke med på arbejde. Andre har deres egen karriere kørende som alt fra læge, lektor på universitet til biolog og studerende. For manges vedkommende er karrieren eller studiet delvist sat på standby mens de opholder sig i USA - hvilket også resulterer i mange udnytter pausen til at få børn.

Det har været virkelig rart at møde andre som har været i gennem samme mølle som jeg selv. Jeg har dog også opdaget at der er mangel på helt basal støtte og rådgivning til ægtefæller især lige efter ankomst, hvor alt er forvirrende og nyt, og man ikke aner hvad man skal gå i gang med. Jeg har mødt en masse, som ikke har noget at give sig til, og som bare glæder sig til at komme hjem igen, hvilket jo er brandærgeligt taget i betragtning af alle de muligheder den her by rummer. Derfor er jeg nu begyndt at skrive en "Orientation Manual to International Spouses" hvor ægtefæller kan finde information om mulighederne for at arbejde, læse videre, stifte familie i USA, lave frivilligt arbejde (mange har ikke arbejdstilladelse), kulturchok og stress håndtering osv. osv. Det er noget af en mundfuld, og nogle gange synes jeg har gabt over lidt for meget. Især de visa regler er skide indviklede! Heldigvis støtter mange ægtefæller støtter mit initiativ, og hjælper med at skrive om emner, jeg ikke aner noget om (f.eks. børn og at læse videre herovre). Jeg var til møde med universitetet i fredags, fordi jeg synes de skal trykke min manual og dele den ud til internationale par, når de møder dem efter ankomst. Damen syntes om ideen, og går nu videre med mit projekt til højere instanser. Jeg er spændt på at se hvad der videre sker. Hvis universitetet ikke bakker projektet op, vil den kritstne organistion, som i øjeblikket arrangerer mødregruppe og madklub, trykke manualen. Forhåbentlig kan jeg have den færdig til jeg får arbejdstilladelsen, som jeg stadig går og venter på.

Jeg håber I nyder sommervejret derhjemme?

Kærlig hilsen,
Dorte

På bar med Steve Sanders

Ja sgu! For nogle uger siden mødte jeg Steve fra Beverly Hills, og nu har jeg endelig fået billedet, så jeg kan fortælle Jer om det.


Vi stødte ind i ham, da vi var på irsk bar for at fejre St. Patrick's Day med nogle af dem fra Torturcentret. Det skal tilføjes, at jeg var STOR fan af tv-serien dengang tilbage i 90'erne. Jeg havde endda Beverly Hills sengetøj - rimelig tjekket...
Selv om jeg den gang bedst kunne lide Brandon, var det ikke desto mindre et øjeblik af de store, da Maria fra Spanien og jeg gik op til Steve for at være skide irriterende og høre om vi ikke måtte tage et billede. Han tog det aldeles pænt og var hyggelig at snakke med. Jeg fortalte, at jeg kunne huske han på et tidspunkt besøgte Danmark med Andrea, hvortil han svarede: Yeah, I went to Superrrbrugsen.. (!) Jeg regnede måske med at høre noget om Tivoli eller Strøget, men så husker manden Superbrugen. Enjoy your stay sagde Steve. Tak så.

Og så lige et kort indblik i det amerikanske sundhedssystem. For noget tid siden læste jeg om min onkel og tantes erfaringer med læger og medicin i Indien, hvor de i øjeblikket bor. Så vidt jeg husker kostede et lægebesøg 12 kroner. Så billigt er det langt fra her.
Jeg har i en uges tid døjet med en eller anden meget generende øreinfektion, og besluttede derfor til sidst at opsøge en læge. På universitetets lægeklinik tog det lægen max fem minutter at se ind i øret og konstatere jeg har brug for antibiotika i en uges tid for at fjerne infektionen. Besøget kostede $ 90 (ca. 430 dkr). Videre til apoteket, hvor jeg fandt ud at de receptpligtige øredråber kostede $ 144,95 (lige godt 700 dkr)!! Holy moly.. tænk en gang hvor dyrt det er at behandle sådan en harmløs øreinfektion. Især de der skide øredråber, som ville koste under 100 kr derhjemme. Heldigvis har jeg jo min rejseforsikring, som dækker udgifterne.

Vi er rykket til Silverlake igen, hvor vi passer hund for min engelsklærer, mens de er på familiebesøg i Texas indtil søndag.

KH Dorte

Trods alt ikke så langt væk hjemmefra

Efter vi er flyttet til USA har Bjarni og jeg dannet en stærk nordisk alliance, hvor lighederne mellem Island og Danmark har fyldt meget mere end de forskelle vi ivrigt diskuterede (og forsvarede) i København. Jeg æælsker at færdes her blandt indiske og kinesiske studerende, religiøse amerikanere og mexicanske indvandere. Mine holdninger og værdier bliver hele tiden udfordret og det er sundt at opleve, at alt det man går og tror er den rigtige måde at forstå tingene på, kan opfattes på helt helt anden vis. På trods af alt det spændende, der følger med at omgås så forskellige kulturer, har man ind imellem behov for at søge tilbage til alt det hjemlige, hvor ting giver mening uden alt for meget snak. Og ja, her kan Bjarni og jeg så sidde og undres og sige til hinanden "Jeg fatter bare ikke det der.." eller "sådan ville man bare overhovedet ikke tænke eller gøre på Island eller i Danmark".

Jeg tror vi i sidste uge, ret tilfældigt dog, har haft den mest nordiske uge siden vi er flyttet herover. Vi mødtes for første gang med andre islændinge - et par lidt ældre end os, der har boet i Los Angeles de sidste fem år. Det var rigtig hyggeligt, og spændende at høre hvordan de havde startet lidt a la os, og nu har startet eget firma og er "velintegreret" på alle fronter. Jeg mødtes også med tre danske kvinder til kaffeslabberads i Santa Monica. Det var virkelig hygggeligt, og hold da fast hvor blev der sludret. De havde alle været herovre i mange år, men mødte hinanden for første gang. Vi udvekslede Alt for Damerne og Billed Bladet, og det er SÅ godt med nogle nye danske ugeblade.

Ja, og så er det jo supernemt i disse moderne tider at følge med i dansk tv og radio på langdistance, når man får lidt for meget af amerikanske medier. Jeg købte for første gang 24 timers adgang til Sputnik i forgårs og så de nye afsnit af Klovn, Er du mors lille dreng (puha..) og Årgang 0 (Jeg skulle jo have noget for pengene...) Jeg er også begyndt at downloade podcasts fra DR's hjemmeside, så jeg kan lytte til De sorte spejdere og P1-programmer på min iPod. Og så var vi forresten en tur i IKEA i weekenden, hvor vi udover skraldespand og opbevaringsgejl købte jätta bra sild, knækbrød, hyldeblomstsaft og Läkerol!

Så alt i alt har jeg i den forgange uge fundet ud af at man sagtens kan pleje sin nordiske rødder, selv om man er langt hjemme fra. Og så føles det hjemlige trods alt ikke så langt væk.

Jeg er begyndt at skrive en "guidebog" til universitets internationale ægtefæller. Det er en længere historie, som I må få næste gang.

Hej hej her fra 30 gr's varme
Dorte

Kulturelle arrangementer og festligheder

I går søndag tog vi til thailandsk nytårsfestival, hvor vi i 35 gr (puh!) oplevede Miss Thai Town skønhedskonkurrence, Thai kick boxing, spiste Thai mad, hørte Thai live musik og så glatbarberede buddhistiske munke i orange gevandter i tempel-telte. Og så blev vi i overenstemmelse med thailandsk nytårsskik sprøjtet med vand for at fordrive onde ånder - se billederne nedenfor. Den lille pige stod på lur og sprøjtede vand på forbipasserende, som hoppede af forskrækkelse.

I lørdags var jeg inviteret til Bridal Shower hos Lizzie, som arbejder med os internationale ægtefæller. Bridal shower minder langt hen af vejen om polterabend: Veninderne samles, spiser sammen og leger lege, der handler om det kommende bryllup. Lizzie kommer fra Missisippi og har en helt fantastisk ægte Southern accent! Hun er desuden uddannet præst, så det religiøse satte sit præg på arrangementet: Der var ingen alkohol (kan man overhovedet fejre noget i Danmark uden alkohol?), der blev læst citater fra Biblen og bedt bøn for det kommende ægtepar. Jeg mødte i øvrigt en kvinde, der home schooler sin søn, dvs. istedet for barnet går i almindelig skole, står hun for undervisningen i hjemmet. Uha, vi har diskuteret det i engelsk undevisningen, hvor jeg er en stærk fortaler for at stimulere sociale færdigheder ved at være blandt andre børn. Ja, jeg fatter simpelthen ikke det fænomen, som åbenbart bliver mere og mere udbredt herovre. Så det var spændende at møde en af dem, der har valgt at gøre det. Jeg foretrækker stadig almindelig skole, men jeg fik nuanceret min viden om home schooling.

På billedet nederst: Dorte, min engelsk-lærer Leslie, Minobu fra Japan, Uma fra Indien og Mera fra Kazahkstan. De er alle tre fulgt med deres mænd, der læser på USC.

Likable LA

Hi Everybody.

So now I feel I must admit that I'm slowly starting to like LA. In the beginning it was just too big, scary and complex (and it still is). However today I can see that there are many things we will miss when we move back to the civilized Europe. There are simply so many interesting things here. This crazy city is just so diverse in every sense, which is cool. Living here has also changed my perspective on things, hopefully for the better. In this way I feel I've really learned something since I came here, and gained experience that will be helpful in the future.

Anyways, back to what me and Dorte are up to these days. Last weekend we finally went to Joshua Tree National Park. We've been talking about going there for over a year. Joshua Tree NP is located in the high desert only 2 and half hours drive from LA. We only went on a day trip and hiked together with a couple of our friends, Johan från Svergie, and Mohammad from Egypt. It's an amazing place, which is actually full of life. Now is also the wild-flower season so plants of all colors were blooming. Check out the pictures below.






On Sunday we went to the Brewery art colony here in LA, which is the world's largest art colony. Here artists have taken over several unused large industrial buildings in a sketchy part of Downtown LA, and created a colony where several hundred artists now live and work. Two times a year more than 100 of these artists open up their apartments to the public and put their art on display. It was really a cool event to check out! It was interesting to see all the different art, as well as the apartments, which were usually decorated and designed in creative ways. We didn't really take any pictures, since we found it weird taken pictures in peoples homes... so you'll just have to take our word for it... that it was awesome.. dude.

Till next blog
Bjarni

Konservative amerikanere close-up

Via universitetet deltager jeg tre formiddage om ugen i engelsk undervisning som tilbydes familiemedlemmer til internationale studerende og undervisere. Her går jeg på det øvede hold, som i modsætning til de to andre hold (for begyndere og letøvede) udelukkende fokuserer på conversational English. Udover ægtefæller deltager et par internationale ph.D'er og Postdocs på udveksling. Undervisningen på mit hold har mest af alt karakter af en lang kaffepause, hvor alt mellem himmel og jord diskuteres - men jo altså på engelsk. Så vidt så godt. Selv om jeg ikke ikke synes det er vildt udfordrende, er det rigtig hyggeligt, og fordi vi er en blanding af mange forskellige nationaliteter (bl.a. Spanien, Kroatien, Japan, Korea, Kina, Saudi Arabien og Kuwait) er der mange forskellige måder at forstå og forholde sig til de ting, vi diskuterer.

Underviserne på holdet er Cynthia og Leslie - to aldrende madamer, som er henholdsvis lægefrue og tidligere kristen missionær i Asien. Deres opgave er at sætte dagsordenen for de ting vi skal diskutere, og udover at komme med gode ideer til hvad man kan lave i Los Angeles, bringer de alle mulige kontroversielle emner på banen. Vi diskuterer alt fra våbenlovgivning i USA (og andre lande), homoseksuelles rettigheder (skal de giftes i kirken eller ej?), dødsstraf, præsidentkandidater, censur i medierne m.v. De har begge rejst meget og er desuden i kraft af deres arbejde vant til at arbejde med 'internationale', så derfor er de da heldigvis ret åbne og tolerante. Alligevel er de de to mest konservative amerikanere jeg indtil nu har lært at kende herovre. Ofte er deres holdninger SÅ langt fra "almindelig" skandinavisk sund fornuft. Uha!! Jeg hører blandt andet at det er forkert at være homoseksuel, selv om man skal elske dem, fordi de også er Guds børn, og at man bør have en pistol, så man kan beskytte sig mod alle de kriminelle! Uh, hvor jeg ind i mellem provokeres af det, der kommer ud af dem.

Bjarni og jeg snakker om at tage på ferie i Bibelbæltet i Sydstaterne på et tidspunkt. Det er ku' være så spændende, så spændende! Cynthia og Leslie har givet mig blod på tanden...

Forår i Los Angeles

Glædelig påske!

Påske hænger sammen med forår, og selvom vi er her i varmen, er der heldigvis også forårsfornemmelser i Los Angeles. I øjeblikket springer træer og buske ud, der er sne i bjergene og så er der fyldt med vilde blomster uden for byen efter en masse regn i januar og februar. Det opdagede vi sidste weekend, hvor vi besøgte Amerikas største buddhistiske tempel. Det var virkelig imponerende, og med den flotte udsigt over bjergene i baggrunden, følte vi nærmest vi var kommet til Tibet. L.A.'s mangfoldighed fortsætter stadigvæk med at overraske os.



I går slog vi et smut forbi Point Dume ved Malibu for at gå en tur i alle blomsterne. Det viste sig også at være et udsigtpunkt, hvor gråhvaler kan spottes, mellem februar og april når de svømmer forbi Californien på vej mod Alaska . Vi så en eller to! Wauw!! Jeg har et eller andet med hvaler. De der fredelige kæmper, der lever dybt nede i havet, er så fascinerende. Man kan komme ud og se hvaler ud for Los Angeles, og hvis man er heldig kan man endda se blåhvaler. Det må jeg simpelthen prøve!


Onsdag til lørdag havde vi besøg af Baldur og Jórunn. Det var rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra. Sammen med dem fik endelig besøgt Universal Studios, og havde ellers et par hyggelige dage sammen, hvor vi guidede dem rundt i de forskellige kvarterer i Los Angeles.

Det er så dejligt med besøg -- så kom endelig. Vi er klar!
Påskehilsner fra Dorte og Bjarni

Termitter, frivilligt arbejde m.m.

Så er vi tilbage i West Adams, hvor der er gået termitter i ejendommen. Derfor springer der i øjeblikket fem mexicanske håndværkere rundt uden for vinduet, og skifter træværket, som de små bæster, har været i gang med at fortære. Vores lejlighed er også blevet inspiceret, hvorefter sprækker og revner i loftet er blevet malet med et eller andet stads. Termitter er tilsyneladende et almindeligt fænomen på de her breddegrader, hvor de fleste huse er bygget af træ. En af mine amerikanske venner fortalte mig: "you haven't lived in America until you've had termites, and had an exterminator solicit services to take care of them." Skadedyrsbekæmpere har vi dog ikke set noget til - endnu.

Da flere af Jer har spurgt til min nuværende arbejdssituation, er det vist på tide jeg forklarer, hvordan det står til med det. På mandag er det en måned siden vi kom tilbage til Los Angeles, hvilket også betyder, at jeg i næste uge må sende min ansøgning om arbejdstilladelse afsted til de amerikanske immigrationsmyndigheder. Derefter plejer der at gå tre måneder, før man modtager arbejdstilladelsen. Indtil jeg må arbejde, befinder jeg mig derfor i en mærkelig afventende situation, som er kilde til en del underlige mavefornemmelser. Det ene øjeblik synes jeg den her frihed, hvor jeg hverken høre til det ene eller det andet sted, er uoverskuelig og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op, idet jeg ikke indgår i et system, hvor jeg skal præstere noget for andre end mig selv. Andre gange synes jeg det er det fedeste, at jeg får fire måneder foræret til at lave lige det jeg har lyst til - ovenikøbet et sted med rigtig meget sol. Det kan man da ikke klage over?!

Heldigvis er det nemt at være noget for nogen i en by, der har masser af sociale problemer og et stort behov for frivillige, der engagerer sig i at eliminere nogle af problemerne. Jeg er derfor begyndt at arbejde frilligt med torturofre gennem Program for Torture Victims som er Los Angeles' svar på danske RCT, som nogen af Jer jo kender... Her er jeg er blevet mentor for 3 flygtninge, som jeg først og fremmest skal undervise i engelsk på tomandshånd. Jeg skal også hjælpe med at arrangere et par workshops, der skal afholdes i løbet af foråret. Det virker rigtig spændende, og de ansatte virker virkelig rare, så dér er jeg glad for jeg er endt! I morgen er jeg blevet inviteret med på kursus om tortur på UCLA's Institut for Afrika studier.
Derudover er jeg blevet frivillig på et hundeshelter, hvor jeg skal gå ture med hundene, som på gåturene får en lille jakke på, hvor der står 'Adopt Me' -- på den måde får hunden frisk luft samtidig med man gør reklame for hunden. Hundene indgår desuden i et projekt, hvor de sættes sammen med problemfyldte unge, som via ansvaret for hundenes ve og vel, skal udvikle/styrke nogle af deres egne ressourcer. Det er sgu da genialt! Begge organisationer ligger et spytklat fra vores lejlighed.

Endelig er jeg begyndt at gå til engelsk undervisning på universitet tre formiddage om ugen. Jeg har fundet ud af, der er en masse aktiviteter for ægtefæller til internationale studerende (dvs. sådan nogen som mig). Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig! Det er enormt rart at møde andre, der er i præcis samme situation som jeg selv. Udover engelskundervisning er der madlavningsklub, mødregruppe, women's conversation club. Jeg deltager så meget jeg gider og som det nu passer sammen med det frivillige arbejde.

Ja, så lige nu synes jeg egentlig jeg har rigeligt at se til, og finder rigtig meget mening med det jeg skal. Det er dejligt!

Forelsket i Silver Lake!

Jeg er lige kommet hjem efter en lang gåtur i Silver Lake, hvor vi bor, mens vi passer Nigel, og må konstatere jeg er helt pjattet med det her kvarter! Her er cykelstier, pæne og velholdte huse, super caféer, seje kunstneriske indslag, byens bedste italienske isbutikker og Support Obama skilte i haverne. Der er tale om et lokalsamfund, der strikket sammen af forskellige grupper, der har forskellig etnicitet, indtægtsgrundlag og seksualitet (populært kvarter blandt homo'er) -- hvilket også betyder der er en god rummelighed, som jeg virkelig godt kan lide!

Da vores kontrakt på lejligheden i West Adams udløber i maj, står vi nu overfor at skulle beslutte, hvor vi skal bo herefter... Og efter at have forelsket mig i det her kvarter opstår der lige pludselig lidt af et dilemma: Skal vi fortsat bo tæt på universitetet? Der er uden tvivl mange fordele ved at blive i nærheden af USC: Udover at universitetet udgør Bjarnis arbejdsplads, er det i dag i høj også omdrejningspunktet for vores fritid, hvilket gør det rart at være tæt på. Desuden kan vi fra maj højest sandsynligt få 'USC family housing' dvs. meget billige lejligheder for internationale par/familier. På den anden side er omgivelserne dødsyge, hvilket virkelig er gået op for mig nu vi er her i Silver Lake. Lige meget hvor meget jeg kan retfærdiggøre at West Adams/South L.A. er spændende, fordi kvarteret afspejler de sociale problemer Los Angeles er kendt for med hensyn til fattigdom, indvandring og kriminalitet, så er jeg SÅ træt af endeløse fast food-chains og af at være begrænset i forhold til gå ud om aften, fordi det er farligt.

Nå, jeg har en hund, der nærmest sidder på skødet af mig, fordi han vil ud. Hej så længe..

Nu med hund

naesten da...
Vi passer i to uger en gammel greyhound, mens hundeejer Alex (en af Bjarnis kollegaer) er i den anden ende af landet for at arbejde. Nigel er tidligere væddeløbshund, men blev pensioneret allerede som 3-årig, da han ikke længere var hurtig nok, hvorefter Alex tog ham til sig.

Da husdyr ikke er tilladt i vores lejlighedskompleks, er vi i stedet rykket til Alex og Nigels lille hus i hippe Silver Lake. Det er et helt helt andet kvarter end det, vi er vant til, hvilket vil sige, man uden bekymringer kan gå ud med hunden, når det bliver mørkt, der er hyggelige cafeer og lækre butikker i gåafstand fra huset. Og det bedste af alt: Vi har en stor veranda, hvor man kan grille og en bananpalme i haven. Ja, så det er slet ikke skidt at skifte bopæl, selvom det også kræver en del logistisk planlægning med alle de arrangementer og aktiviteter, vi har omkring universitetet og nu altsaa også en hund her i Silver Lake, der skal luftes flere gange dagligt.

Jeg vender snart tilbage for at forklare, hvordan det går med mine projekter, som langsomt er ved tage form. Mere følger...

På genhør,

Dorte

Fantastiske SkyMall

Lige meget hvor man retter blikket i USA støder man på reklamer. De er alle vegne: i butikker, medier og i traffiken. Jeg er ved at få spat af hele tiden at høre om effektive pletfjernere, potenspiller og slankekure.

Amerikanske luftfartsselskaber er ingen undtagelse med deres magasin SkyMall, men i modsætning til diverse andre åndede uundværelige produkter, har SkyMall nogle ganske forunderlige ting og sager. Se for eksempel her:

The Runaway Alarm Clock - Når vækkeuret ringer, kører det samtidig afsted og gemmer sig, og så er der kun en ting at gøre, når det skal slukkes: Ud af sengen og find det!

Sky Rest - Oppustelig pude til flyveturen. Jeg ved ikke med Jer, men jeg synes overhovedet ikke det ser behageligt ud.


Personlized Branding Iron - Var det noget med en kærlig hilsen brændt ind i bøffen?


The Cookie Diet: Endnu en slankekur - her kan man tabe sig ved at spise småkager.
Og endelig The Marshmellow Shooter

Vel ankommet til Staterne

Efter en hyggelig og afslappende uge i Reykjavik pakkede vi lørdag taskerne for at drage afsted mod den amerikanske vestkyst. Første stop var London, hvor vi havde fornøjelsen (læs: besværet) af at slæbe alt vores grej gennem byen for at komme fra den ene lufthavn til den anden. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget andet, for på Liverpool Street St. hvor vi skulle skifte fra tog til metro, kunne vi lige nå et kort glimt af den engelske storby. Bjarni kunne ikke overtales til øl på pub om formiddagen (- man er vel i England ?!), så vi drak kaffe istedet. Jeg undslap desuden en rød dobbeltdækkerbus, da jeg, i min iver over at komme op fra togene i undergrunden, vadede ud på vejen uden at se til venstre..



I Washington fik vi stemplet vores nye visa af immigrationsmyndighederne, og blev uden problemer lukket ind Guds eget land i tide til at nå turens sidste fly til Los Angeles. Endelig omkring midnat nåede vi LAX lufthavn, hvor vi blev hentet af Kjong fra universitetet som bragte os det sidste stykke hjem til lejligheden i West Adams.

Så nu er vi så her igen. Jeg skal som sædvanligt lige omstille mig på at være tilbage. Jeg bliver småspaltet af at føle jeg høre til flere steder, som er så forskellige, men det er rart at være her i vores lejlighed igen, hvor jeg kan pakke ordentligt ud og gøre som det passer mig.



Foto: Tidlig morgenmad på den populære restaurant The Pantry

Icelandic intermezzo

Hi

I know it is almost three months since anything has bee written here, but I've been busy (most of the time) and Dorte has been in DK. Now, first some news. I passed the evil screening exams... :) and Dorte became a B.A. in Social Work, with an impressive grade. So basically everything went well. Now however we are in Iceland, where we successfully changed our Visa from F to J. This is also a short holiday for us, since I had my screening exams in January and Dorte had to defend her project..

On the way up here to Iceland we of course encountered some of the worst storms in Iceland for years. The weather was so bad that the international airport in Reykjavik was virtually closed for two straight days. Dorte had to spend a night in Kastrup airport whereas I however managed to get free rooms in nice airport hotels at Stansted (London). I however was stuck there for two nights. The weather in Iceland was horrible. There were hurricane force sustained winds in Iceland 27-33 m/s with gusts up to 64 m/s. In all a pretty nasty storm! Anyways we managed to arrive safe and sound in the end ...after spending two days roaming the Stansted airport, feeling like I was Tom Hanks in the movie The Terminal.

The coastline in Reykjavik a couple of days after the storm. The ocean got pretty angry and threw some rocks ashore.


Here in Iceland we've been enjoying all things Icelandic, the milk product "skyr", "harðfiskur" dried fish, "bragðarefur" ice cream, the large outdoor swimming pools, met friends, snowy mountain, etc.

We however haven't enjoyed the weather or the prices... Both of which are as insane as ever.
In two days we'll however be on our way back to the sun in LA.

Cheers
Bjarni

Afskedsalut

Så er jeg nærmest pakket og klar til flyve hjem til Danmark i morgen. Vi tog et smut til Santa Monica i eftermiddags, for at nyde det gode vejr (inden jeg skal hjem til kulden) og for at fejre Bjarnis fødselsdag - på forskud vel og mærke. Der var fyldt med delfiner, mens vi så solnedgang. Sikke en afslutning for denne omgang!



Vi ses derhjemme. Jeg lander i Kastrup torsdag kl 17 og vender tilbage til Los Angeles i slutningen af januar.

Hej så længe,

Dorte

Jeg er ikke alene....

Hej derude,

Nu er der godt og vel en uge tilbage inden jeg vender snuden hjemad. Vejret er blevet ret koldt indenfor den sidste uge, og jeg er for første gang i flere måneder begyndt af gå med langærmede trøjer og lange bukser. Og jeg fryser her! Hvordan bliver det mon ikke at komme hjem...

Nå, men jeg ankommer jo lige efter folketingsvalget, og var derfor for første gang forbi det danske konsulat her i Los Angeles for at stemme til valget. Jeg kender ikke andre danskere herovre, og har heller ikke rigtig følt noget behov for at opsøge dem, der måtte være her. Jeg har hele tiden tænkt, der må være andre end mig i den her kæmpe by, men indtil videre er to svenskere og en svensktalende amerikaner, det nærmeste jeg kommet på mine egne landsmænd. Det var derfor ret underligt at træde ind på konsultatet, hvor syv andre danskere var troppet op for at sætte deres kryds til valget, heriblandt den danske præst i Sydcalifornien. Jeg var slet ikke klar over, der er en dansk kirke her, men i bedste landsby stil ligger der tilsyneladende en hvidkalket kirke med røde teglsten en times kørsel syd for Los Angeles. Kirken fungerer desuden som dansk kulturcenter og er centrum for diverse knap så kirkelig events, der blandt involverer snaps, sild og fodbold.
Konsulen fortalte mig, at man regner med der bor 20.000 danskere (1.-3. generation) i Californien. Halløj! Her går jeg rundt og føler mig ind i mellem langt væk hjemmefra, og så er der så mange andre danskere på de her breddegrader. Jeg er overrasket!

Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle jer både i Danmark og på Island inden længe.

Kærlig hilsen Dorte - der snart skal til at finde vinterjakken frem... Yay!

PS. Sig til hvis der er nogen af Jer, der skal ha' noget med herovre fra...

Tag den BS!

Jeg har opdaget et FANTASTISK program på Discovery Channel, som I måske også kender derhjemme? Bear Grylls, som er uddannet overlevelsesekspert fra den britiske hær, bliver i programmet Man vs. Wild smidt ud af et fly, og skal klare sig selv i alverdens forskellige øde naturområder, indtil han selv finder tilbage til civilisationen, mens han undervejs demonsterer lokale overlevelsesteknikker. Han har i øvrigt også været på Island, men den episode har jeg ikke set.

Det er absolut ikke småting, som den gode Bear udsættes for. Se bare her, hvor han spiser en levende slange og springer i en frosen sø.
Advarsel: Det er ikke for sarte sjæle

Bare lige en ultrakort hilsen for at sige at vi er OK, og slet ikke berørt af alle de ildebrænde, der hærger i Sydcalifornien i øjeblikket... På den måde har det åbenbart sine fordele at bo midt inde i betonbyen langt væk fra den knas tørre natur. Vi skulle have været ude og vandre i går, men aflyste, da de lovede høj brandfare i bjergene pga tørken og Santa Ana vindene, der suser over området i disse dage, så det var godt vi blev hjemme. KH Dorte

En appelsin i turbanen

Det bedste ved at bo i L.A. er for mig uden tvivl, det at være del af et samfund, der er sammensat at mennesker der er så vidt forskellige: Ortodoske jøder, drag queens, filmstjerner, illegale indvandrere... Lige meget hvilke præferencer man har kan man finde det her. Det samme gælder mad, religion, fritidsaktiviteter osv.

I dag var jeg på besøg i et Sikh tempel sammen med min gode indiske ven Harjot. Jeg måtte jo ha' tørklæde på for at dække håret, som sikh'erne betragter som helligt og derfor heller ikke klipper (- det samme gælder i øvrigt skægget.) Det var en meget fin cermoni, selv om jeg desværre ikke er helt god til sidde i skrædderstilling i længere tid af gangen. Efter at have sunget hindi remser og lyttet til taler på engelsk var der indisk mad til alle inklusiv den hjemløse mand ude på fortovet.


Hvis I undrer Jer over hvad der er blevet af Bjarni, kan jeg fortælle at han bare har travlt. Meget travlt. Selv når han ser USC fodboldkamp læser han... Men han har det godt :)