Kogebog

I lørdags ankom kogebogen jeg har lavet til mit arbejde. Den er mindre end jeg regnede med, men jeg synes det færdige resultat er blevet rigtig godt, og det er fantastisk og se alle kvindernes glade ansigter, når de får fingrene i den. I lørdags var jeg også til Festival of Books, hvor jeg købte Culture Shock - A survival guide to customs and etiquette in Austria (når jeg læser den, tænker jeg, at det lyder fuldstændig ligesom Danmark..) Jeg morede mig over en bog, som viser sig at stamme fra her blog. Og så kiggede jeg efter en børnebog til en venindes datter, og forelskede mig fuldstændig i The Incredible Book Eating Boy. Den kunne jeg ha' købt til mig selv. Uha, der er simpelthen så mange lækre bøger.

Yes!

Jeg fik en mail fra Wien i dag, hvori der stod jeg er optaget på studiet. Hurra!

Bål

Det har været en virkelig travl weekend, men her søndag aften er der endelig tid til at slappe af. I går aftes var vi til komsammen med den europæiske studenterforening (ESA) på stranden. Her blev grillet pølser, lavet s'mores, røget vandpibe og spillet guitar (bl.a. Bjarni). En meget hyggelig omend noget kold aften. Jeg synes ind i mellem jeg tager alt for mange billeder af ting, så her kommer endelig nogle billeder af nogle af vores venner fra USA, Indien og Europa, som vi har mødt gennem ESA.

En indisk connection

Mens jeg arbejder med internationale ægtefæller er mine to kollegaer Aaron og Stephanie ansvarlige for Chaiwalla, som er et tilbud for indiske studerende på USC. Inderne udgør den anden største gruppe af udlændinge på universitetet, kun overgået af kineserne. Mange indere oplever kulturchok, når ankommer til USA, hvor meget er anderledes lige fra madkultur, mode til måden man omgår andre mennesker på. Chaiwalla er et frirum fra amerikansk kultur, hvor inderne kan hænge ud med andre indere, drikke chai (deraf navnet..), lytte til indisk musik og spise indiske snacks. Når jeg har tid deltager jeg lidt på sidelinien i chaiwalla-aktiviteterne.
I lørdags havde Aaron og Stephanie arrangeret den årligt tilbagevendende koncert med det amerikansk band Aradna, som spiller klassisk indisk musik med citar, dholaks osv.
En lille indisk charmer sneg op på scenen med sin egen lille guitar og forsøgte at spille med. Jeg var klar til at tage ham med hjem i min lomme med det samme, hvis det ikke var fordi, hans forældre sad ved siden af og smilede stolt. Han var SÅ kær!

Happiness

Nazish kom ned og drak en kop te forleden aften. Da hun var gået, og jeg var ved at rydde op, opdagede jeg, at vores Yogi mayan cocoa spice tea indeholder små citater i bedste Gajol-pakke stil. Det var sådan nogle fine små beskeder, at jeg blev nød til at tage et billede...
I dag: 28 grader, babyshower og senere koncert med dem her. God weekend!

Naboer

Henne i nr. 9 bor Harry og Kiss fra Taiwan. Hun er professionel danser, taoist og maler abstrakt kunst. Han er ingeniør og læser nu MA i business på USC. Hun løber ned af gangen i bygningen, tramp tramp tramp, stikker hovedet ind på viceværtkontoret og råber Harj Dortaa!
Oppe i nr. 16 bor Nazish og Mohammed fra Pakistan. Han læser phD i farmakologi, hun laver fantastisk mad og indvier mig i pakistanske ægteskabsregler over en kop chai og slutter sætninger med Insallah (hvis Allah tillader).
Og i huset ved siden af bor Fabricia og Diago fra Brasilien. Hun er psykolog og han er postdoc i fysik og ølentusiast. De har boet et år i Spanien. Vi mødes til øl og diskutere åndsvage amerikanske trafikregler mm.

Kvinderne er dem jeg har mest med at gøre. Jeg støtter, forklarer og hænger ud med dem gennem mit arbejde med International Spouses Club. De banker på vores dør og overrækker skåle med mad fra deres hjemlande, og gør Bjarni og jeg forlegne, for hvordan kan vi gengælde alt det de gør for os.

Jeg har aldrig haft noget forhold til mine naboer derhjemme. De her tre par vil jeg komme til at savne når vi rejser herfra!

God påske!

Selvom det er påske, er det en arbejdsuge ligesom alle andre her i USA, som vi derfor ikke rigtig fejrer. Vi er inviteret med i kirke med baptiserne (som jeg arbejde for på universitetet) på søndag, men jeg skal arbejde på herberget, så det kan ikke lade sig gøre. I søndags var jeg og et par andre uni-ægtefæller inviteret hjem til en amerikansk spouse til middag og æggedekorering. (- jeg synes iøvrigt det kommer til at lyde helt desperate housewives agtigt, når fællesskabet går på man er "koner".) Anyhow, lidt påskestemning har der trods alt været.

Glædelig påske til Jer alle!

Slut med drama

Efter ni måneder med teenage transvestitter, hardcore bandemedlemmer, prostituerede, misbrugere og mere drama end jeg nogensinde før har oplevet i mit liv har jeg sagt op på ungdomsherberget. Puha, det var ikke en nem beslutning for jeg vil gerne kunne klare det hele, men det var bare mere drama end jeg kunne og havde lyst til at hamle op med til en virkelig ussel løn. Så udover de internationale kvinder på uni og manager-jobbet i ejendommen vil jeg bruge min ekstra tid på at finde bolig i Wien, finde ud af hvordan får fragtet vores ejendele fra hhv. Los Angeles og København til Østrig og så vil jeg intensivere tyskstudiet.
Jeg er så glad for min beslutning om at stoppe mens legen er god, og selvom de har været nogle satans møgunger, som jeg bandet langt væk, har jeg fået mit faglige ønske indfriet i forhold til at få erfaring med med udsatte grupper i Los Angeles.

Og så lige et par billeder fra Santa Monica Farmers Market og en løbetur langs stranden i morges.

Olvera Street

Da Christina var på besøg nåede vi at kigge forbi Olvera Street, som er den ældste del af Los Angeles. Det er en farverig lille gade med gamle bygninger som er proppet med små butikker med mexicanske souvenirs. Det er lidt af en tourist trap, der er helt anderledes end de kvartere, hvor mexicanerne faktisk bor. Alligevel kan jeg meget godt lide det. Hvis jeg boede et sted med masser af plads, ville jeg købe mig en farverig hængekøje dernede fra.

Jeg er gået i gang med at lave en international kogebog via Blurb til mit arbejde med ægtefællerne på universitetet. Det er et spændende projekt, og jeg er så spændt på at se det færdige resultat. Det er super at få lov til at være kreativ på sit arbejde. Jeg har nu fundet ud af man også kan omdanne en blog til bog, og overvejer derfor om jeg skal gøre det med bloggen her. Jeg tænker det vil være et godt minde at have fremover.

Onkel Jesse

Så er Christina rejst hjem til København, og jeg kan nu gøre status efter de sidste par dages ræs på kendisser. Efter at have været publikummer på 4 talkshows har højdepunkterne været Ellen Degeneres, William H. Macy, Jimmy Kimmel, Bonnie Hunt og onkel Jesse (aka John Stamos) fra TV serien Full House. Han var mit helt store idol for 15 år siden. Jeg sendte ham en gang et fanbrev, men hørte aldrig tilbage...
Stamos har iøvrigt forlængst klippet garnet, og er i dag ret meget hottere end billedet her.

Venice/Santa Monica

Christina er tilbage efter sin tur op nordpå, og rejser hjem fra Los Angeles på fredag. I morges lejede vi beach cruisers ved stranden og trillede langs vandet i Venice og Santa Monica blandt morgenløbere, hjemløse bumser, og imødekommende "kunstner" på boardwalken.
Sådan kunne jeg starte dagen hver dag...

Ikke så langt fra Las Vegas

Vi er hjemme igen efter en skøøn tur til tre fantastisker nationalparker med to stop i Las Vegas. Det var en smule hektisk at nå det hele på fire-en-halv dag, men det var hele køreturen værd, og Leif klarede strabadserne med bravour. Vi startede i Zion National Park i Utah, hvor solen bragede på de røde klipper. Vi besluttede at slå et spontant smut forbi Bryce Canyon, som alligevel lå lige i nærheden (3 timer). Og hvor var det godt vi gjorde det, for de spøjse klippeformationer var så imponerende. Videre gennem Navajo indianerreservatet ramte vi endelig Grand Canyon, som vi har snakket om at se siden rejste til USA. Det var såå sejt! Vi hikede rundt i klipperne og nød udsigten. På hjemvejen kørte vi af den legendariske Route 66, som i sin tid var den første highway, der forbandt det nordøstlige USA med sydvesten. Inden vi kørte ind i Las Vegas kiggede vi på Hoover Dam, og jeg sendte min far en kærlig tanke og tænkte at det var lige noget for ham...

Nu er vi kommet overskudsagtige tilbage til Los Angeles. Og det er nok meget godt, for der er rigtig meget, der skal nås, inden vi pakker taskerne sammen og rejser tilbage til Europa i juni.

Her er billeder fra turen. Det var fuldstændig umuligt at begrænse mig... Som det ofte er, synes jeg desværre ikke billederne illusterer, hvor storslået det hele egentlig var.

Feerie

Det er blevet tid til Spring Break på universitetet, så i morgen når jeg får fri fra arbejde henter Bjarni mig og så står den på fire dages afbræk fra den daglige trummerum, når vi kører mod Utah (Zion National Park), Nevada (Las Vegas og Hoover Dam) og Arizona (Grand Canyon). Vi glæder SÅ meget til at komme ud og rulle i Leif (forden) med høj musik og masser af natur.

Central Perk

I torsdags tog Christina og jeg til Warner Brothers Studios for at være publikum hos Ellen Degeneres. For at få fat i billetter måtte vi tidligt afsted og skulle så vente indtil eftermiddagen, hvor optagelserne fandt sted. Det passede heldigvis med vi kunne komme på en studio tour, mens vi ventede. Vi blev i kørt igennem filmkulisser fra Skadestuen, Gilmore Girls m.m. Højdepunktet var uden tvivl et besøg i Central Perk - hangout-stedet for Phoebe, Joey og de andre fra Friends. Cafeen var som alt det andet bare en kulisse med tomme kopper og plastic kager, men så blæret at stå midt i. Wuhuu! Og så var Ellen Degeneres i øvrigt fantastisk! Desværre var det strengt forbudt at medbringe kameraer i studiet.