Thursday, March 22, 2007

Med bus på eventyr


Det har været et par hektiske men gode dage med masser af arbejde og min amiga Susie, der kom på besøg fra Minneapolis. Hende og jeg boede sammen den gang Susie læste et semester i KBH - og var det ikke fordi Susie absolut ville på karaoke-bar en aften i maj for nogle år siden, havde jeg nok aldrig stødt ind i Bjarni i krydset ved Rådhuspladsen og Vestervoldgade..

Tiden suser afsted. Bjarni har midterms igen igen i morgen, og jeg er så godt som halvvejs med praktikken. Tiden går hurtigt! H
ver dag tager jeg bussen til arbejde - eller det vil sige jeg cykler hen til busstoppestedet, smækker cyklen foran på bussen (det er smart!) og cykler de sidste 10 min til arbejde. Det er den billigste og nemmeste måde at komme til Koreatown, hvor IRC ligger. Jeg har droppet at cykle hele vejen, fordi det føles livsfarligt på de store veje. Ud over at slippe for at skulle parallel parkere og betale parkeringsafgift har jeg på den måde også fornøjelsen af at møde utallige skæve eksistenser i byens offentlige transport system til min for meste store fornøjelse og forundring. Det skal jo lige nævnes, at Los Angeles som I nok ved er en bil by. Byen er så stor og vidtspredt, at alle der kan, har en bil (eller 2 eller 3 eller..) De stakler, der må nøjes med busser og metro er derfor for det meste de fattige (Dvs især Hispanics & African Americans. Det er meget sjældent der er andre "hvide" end mig i min bus). Under alle omstændigheder møder jeg mange spændende og mærkelige mennesker frem og tilbage mellem West Adams & Koreatown. For det første er der bus chaufførene! Mange af dem er store tykke sorte matroner, der kan råbe af én så man bliver helt bange. "Neeeext Stooop Pico!" runger det ned igennem bussen. Så var der manden, der havde perlekæder bundet omkring sine cowboystøvler. Jeg sagde det var nogle flotte støvler han han havde, hvortil han svarede, at han bare så godt kunne lide at lave dem, at han lavede 5-10 om dagen. Et par dage efter så jeg ham så med perlekæder bundet omkring benet. Forleden var der en dame, der arrigt gik og gjorde korsets tegn og messede et eller andet på spansk. Det virkede til hun var psykisk syg. Så begyndte en sort dreng at gøre nar af hende, hvorefter en sort dame blandede sig og bad drengen om at bede for kvinden. "Don't do that boy. Don't you have any Faith? Pray for her. Tell your parents to pray and your pastor. Two wrongs doesn't make it right. Thats what I do - I pray for her" Yes ma'am svarede drengen. I går var der en fyr, der kom ombord med sin ghettoblaster, der spillede for fuld drøn mens han rappede om Jesus og testemony. Det er alletiders indblik man får, og jeg vil ønske alle dem der sidder i deres store fede biler ved siden af bussen ville tage en tur og møde nogle af de mennesker, som de bekvemt kører lige forbi.


2 comments:

Jane said...

Ha ha, kan du ikke købe en perlekæde til MINE støvler?? Hvor er det fedt, at du ser en positiv oplevelse i alt hvad du kommer forbi!
- Mon Århus Sporveje også kunne overtales til at transportere cykler på køleren...? ;,-)

Ólafur Jens Sigurðsson said...

Jeh, de lyder meget spændende dine morgen og aften ture :-)
Det er lidt anderledes end her i København, her er man bare en anonym del af masse "normale" mennesker.

Endelig flere fortællinger af det normale liv i LA, mere mere mere :-)