Tuesday, March 04, 2008

Forelsket i Silver Lake!

Jeg er lige kommet hjem efter en lang gåtur i Silver Lake, hvor vi bor, mens vi passer Nigel, og må konstatere jeg er helt pjattet med det her kvarter! Her er cykelstier, pæne og velholdte huse, super caféer, seje kunstneriske indslag, byens bedste italienske isbutikker og Support Obama skilte i haverne. Der er tale om et lokalsamfund, der strikket sammen af forskellige grupper, der har forskellig etnicitet, indtægtsgrundlag og seksualitet (populært kvarter blandt homo'er) -- hvilket også betyder der er en god rummelighed, som jeg virkelig godt kan lide!

Da vores kontrakt på lejligheden i West Adams udløber i maj, står vi nu overfor at skulle beslutte, hvor vi skal bo herefter... Og efter at have forelsket mig i det her kvarter opstår der lige pludselig lidt af et dilemma: Skal vi fortsat bo tæt på universitetet? Der er uden tvivl mange fordele ved at blive i nærheden af USC: Udover at universitetet udgør Bjarnis arbejdsplads, er det i dag i høj også omdrejningspunktet for vores fritid, hvilket gør det rart at være tæt på. Desuden kan vi fra maj højest sandsynligt få 'USC family housing' dvs. meget billige lejligheder for internationale par/familier. På den anden side er omgivelserne dødsyge, hvilket virkelig er gået op for mig nu vi er her i Silver Lake. Lige meget hvor meget jeg kan retfærdiggøre at West Adams/South L.A. er spændende, fordi kvarteret afspejler de sociale problemer Los Angeles er kendt for med hensyn til fattigdom, indvandring og kriminalitet, så er jeg SÅ træt af endeløse fast food-chains og af at være begrænset i forhold til gå ud om aften, fordi det er farligt.

Nå, jeg har en hund, der nærmest sidder på skødet af mig, fordi han vil ud. Hej så længe..

2 comments:

Anonymous said...

Er en bolig i Silver Lake til at betale for almindelige mennesker...? Det lyder jo virkeligt super lækkert, og jeg kan godt forstå at du er træt af et "farligt område". Kan i hvert fald forestille mig, at man slapper af på en anden måde, når faren ikke lurer i mørket... Mht. jeres liv omkring uni, findes mange af tingene så ikke også i det ny område? Altså ting som svømning, dans osv. Men det afhænger vel meget af Bjarni's daglige transporttid. Men Dorte, du ender jo altid med at træffe de rigtige valg, så dét kommer du selvfølgelig også frem til denne gang :-)
Knus Jane.

Bolette said...

Jeg kan godt forstå du er i vildrede. Det er svært at give et råd uden at kende byen, men transporttid til fritid og arbejde betyder for mig meget mindre end at bo i et dejligt kvarter. Jeg har aldrig fortrudt at jeg rykkede til Utterslev Mose og dermed fik næsten 1 time og et kvarter til RUC. De spontane gåture i et dejligt område opvejer alle mine timer i tog og på cykel. ...Og så lyder det fedt med alt det kunst der er i Silver Lake!

Kram Bolette

PS: Sikke en sød hund!