Sommer i Europa

Så er vi tilbage på den amerikanske vestkyst efter to hektiske men fantastiske uger i Europa. Første stop var London, hvor vi bekæmpede jetlag med at spadsere byen tynd. Vi nåede bl.a. at se Buckingham Palace, Picadelly Circus, Westminister Palace og Notting Hill. Vi sukkede over lange lyse aftener, hvor der langsomt bliver mørkt, små biler, gamle bygninger og grønne parker midt i storbyen. Aah!

Turen fortsatte til Fredericia, hvor det var såårh dejligt at se familie og venner igen! Her følger et par billeder fra de fem dage i Danmark, hvor vi nåede at fejre Jane og Rasmus' bryllup, hjælpe med at flytte, ture syd Fyn, lege med ungerne og en helt masse sidden om et bord med mad og snak. Skønt!

Bjarni, Bodil og min far ved Helnæs fyr på Fyn

Frederik og Smilla ved Lillebælt

Mit ynglings billede fra Jane og Rasmus' bryllup

En glad Jane mens vi river stykker af sløret

Bjarni syntes tydeligvis det her var sjovere end Frederik

Camilla og Joachim på høballer

Familie-billede. Sorry, men Helle havde ret: Det her billede var sjovere end de andre.

Fra Fredericia gik det videre til Paris, hvor der blev indtaget café au laits og baguettes, mens vi så så meget af byen som muligt. 24 timer senere skulle vi videre syd på til La Rochelle, for at mødes med Bjarnis familie. Det vil Bjarni berette mere om i næste blogindslag.

Tak for sidst til alle dem vi så. Det var skønt at se Jer! Alle dem vi ikke nåede at se, håber jeg at se næste gang. I øvrigt har vi besluttet at opsige lejligheden på Nørrebro per 1. januar '09. Det betyder også at vi nu helt sikkert kommer til DK til jul for at gøre lejligheden klar og sælge/rydde ud i de ejendele vi har i København. En ret stor beslutning, som nu føles helt rigtig i maven.

Kærlig hilsen Dorte

Snart på vej

Så er vi snart på vej mod Europa.. Weeh!! Vi flyver søndag og ankommer til Danmark (Billund) tirsdag aften. Uh, hvor jeg GLÆDER mig til familiebesøg og bryllup (og lakridstyggegummi og rugbrød med ost!). Mandag flyver vi videre til Paris, hvorfra vi fortsætter til LaRouchelle, når vi har set Eiffeltårnet, Sacre Cour mv. I LaRouchelle mødes vi med Bjarnis familie, og skal til Anna Katrin og Phillipes bryllup. Det bliver så spændende. Vi er tilbage i USA d. 26. august.

I de her dage har vi travlt med at få styr på løse ender, så vi kan tage afsted på ferie med god samvittighed.


Ha' en fortsat dejlig sommer.. Den går hurtigt!

Forventningsfulde hilsner, Dorte


PS. Tjek lige det her link: Strømpebukser til mænd! Wuhaha...

Jordskælv 5,4

"Er de ved at reparere bygningen eller er her et jordskælv?" tænkte jeg i formiddags, da det hele lige pludseligt begyndte at ryste. Huset, der er bygget af træ, knagede og bragede og buskene udenfor rystede. "Okay, jordskælv! Skal jeg kravle ind under bordet, eller hvad med fjernsynet - skal jeg gå hen holde på det, så det ikke falder ned". Og så var det nærmest overstået -- lige så pludseligt som det startede, mens jeg stadig sad i sofaen med computeren på skødet og overvejede om jeg skulle søge dækning eller ej. Imens var Bjarni på løbebåndet i træningscenteret og opdagede først noget var galt da alle de andre stoppede op og lamperne gyngede.

Nu snakker de om, hvorvidt skælvet i dag er en forløber for "the big one", som i følge beregninger bør finde sted omkring 2010. Det håber vi ikke!

Et par damer, der er tunge at danse med...

Bjarni er rejst til konference i Canada, så jeg er alene på skansen de næste seks dage, hvor han er afsted. Imens kan jeg så lige opdaterer Jer på min arbejdssituation. Jeg har fået arbejde... Yess!! Jeg har fået en deltidsstilling på universitetet, hvor jeg skal arbejde med de internationale par/familier. Her skal jeg sørge for at skabe nogle rammer, så familierne (og primært de medfølgende ægtefæller) netværker og lærer hinanden at kende, samt sørge for at de forstår alle de praktiske ting, man må lærer, når man flytter til et nyt land. Det skal nok blive spændende nok... Jeg kan jo bruge mig selv meget ift. mine egne erfaringer med opture og nedture undervejs.
Det virker til at være meget frirum til at jeg selv kan forme jobbet til det, jeg synes jeg er vigtigt. Førhen har der bl.a. været en madklub, og nu går jeg og pønser på hvordan jeg kan videreudvikle det. Jeg skal starte, når jeg kommer tilbage fra ferie i Europa.

De sidste par måneder har jeg været meget engageret i at arbejde med de internationale familier/ægtefæller på frivillig vis. Der har været rigtig meget brug for at forbedre de allerede eksisterende tiltag, og på den måde har jeg fundet en lille niche, hvor jeg har kunne bruge min faglige baggrund og mine egne erfaringer til at lave noget spændende mens jeg alligevel ventede på arbejdstilladelse. Jeg har bl.a. været med til at udvikle et mentor-program, hvor nye familier matches med ægtefæller, der har været her i mere end et år, som de nye så kan komme til med alle de spørgsmål, man har især i starten. Da der ikke findes ret meget "støtte" til de nye familier er formålet med mentorprogrammet, at os, der har været her i noget tid hjælper de nye, som så forhåbentlig igen kan hjælpe næste hold. På den måde bliver det en næsten selvkørende hjælp-til-selvhjælp, hvor ressourcer og viden vi har opnået gives videre og deles internt. I dag skulle jeg mødes med de mentor-interesserede og fortælle om rammerne for programmet, og hvad der forventes af dem. Men ak, det var slet ikke så nemt, som jeg forestillede mig. De vil meget gerne komme til alt, der arrangeres, men så snart de selv tildeles en smule ansvar, så er det hele i vejen. Mange af dem har masser af tid, fordi de ikke må arbejde/læse, så det er ikke et spørgsmål om de ikke har tid. Jeg synes sgu de er nogle tunge damer at danse med. De brokker sig over, der ikke gøres nok, men de vil ikke selv hjælpe til med at ændre det. Jeg synes jeg gør SÅ meget for at gøre det hele lidt nemmere for alle der kommer, men det er svært når man er afhængig af andre for at det kan lykkes. Nu skal det hele ændres, så de kun forpligter sig to gange af en to timer. Ihh!! Så kom dog igen kvinder! Nå, jeg skulle lige ha' luftet mine frustrationer.

Hvad fanden goer man?

I gennem mit frivillige arbejde har jeg har de sidste fire maaneder hjulpet en kvinde fra Mongoliet med engelsk. Det er simpelthen bare saa hyggeligt, naar vi moedes paa Starbucks een gang om ugen. Jeg medbringer undervisningsmateriale, men det er sjaeldent, vi naar at kigge paa det, fordi vi har saa travlt med at sludre. Det kan vi godt retfaerdiggoere, for vi taler jo engelsk, og dermed oever min kaere veninde sig. Alle de mongolske venner er misundelige over at hun har sin egen private engelsklaerer, fortaeller hun mig. Hun er saa taknemmelig for vores ugentlige moeder, at hun hver gang insisterer paa at hun VIL betale for kaffen. Det hjaelper ikke at stikke ekspedienten pengene, for dem tager hun fra vedkommende, hvorefter hun betaler. Det skideirriterer mig, for jeg hoerer jo ogsaa om, hvordan de virkelig kaemper for at faa raad til alle udgifterne, og jeg kan sagtens betale selv. Men okay, kaffe er kaffe - no big deal. Jeg plejer som regel at komme lidt foer hende, og saa er kaffen bestilt og betalt, foer hun kommer. Nu er hun saa begyndt at komme med morgenmad og souvenirs til mig fra Mongoliet. Da vi en gang spiste frokost efter engelsk-"undervisningen" ville hun overhovedet slet ikke hoere tale om at betale hver isaer. Hun ville betale. Arrrgg!! Det er jo simpelthen saa paent af hende, for jeg kan virkelig maerke, hvor meget hun paaskoenner det, men jeg goer det for pokker frivilligt, og forventer intet! Det siger jeg igen og igen og igen.

I dag havde hun en ordentlig kage med (se billede), fordi jeg har haft foedselsdag. Paa vej til bilerne kom vi til at snakke om nogle cowboybukser hun havde liggende i bagagerummet. Det er vist nogle hun skal saelge, det kan jeg ikke helt finde ud af. Det endte med jeg proevede et par busker (dumt dumt, jeg skulle ha' gennemskuet det) og ville saa betale for det par der passede, men det maatte jeg ikke. Der stod jeg saa med en kaempe kage i boks, et par busker og en T-shirt med simili-sten, som jeg sagde jeg ikke kunne lide, men som hun ogsaa insisterede paa jeg skulle have, og lavede en scene: "HEER!! Tag nu bare please de her penge for bukserne, og jeg vil ikke har T-shirten." Hun rullede vinduerne op, laaste dorene, vinkede smilende og koerte vaek. Hvad fanden goer man saa?

Sommer billeder

Her følger lige et par billeder fra den forgangne uge:

I mandags fejrede vi min fødselsdag sammen med nogle gode venner, der havde sørget for denne fine kage. Jeg slap for alle 27 lys i kagen.

Vores nye bolig "The Spencer". Vores soveværelsesvindue er til venstre for hovedindgangen bag busken.

Stephanie og lille Kiersten til 4th of July Parade i Sierra Madre. (Stephanie står for aktiviteterne til universitetets medfølgende ægtefæller. Det er hende, der superviserer den håndbog jeg snart er færdig med.)

Californisk hund med kasket til 4th of July

Der hikes i Sequoia National Park

Undertegnede i min nye totalt fantastiske gåsedunssovepose.. aahh!

70 m. fra vores telt: Bjørnemor med unge! Vi så fire bjørne plus unger de to dage vi var i Sequoia. Bl.a. da vi hikede, hvor vi fik det lange ben foran, da bjørnen pludselig stod midt på stien. Uha, men ingen panik.

Fantastisk natur!

Bjarni ved "Giant Dead" -- et dødt Sequoia-træ


I dag er vi flyttet over i vores nye lejlighed. Det hele roder, og vi skal finde ud af hvad vi gør med de ting, vi nu står og mangler (sofa, køkkenopbevaring mv.). Jeg har haft så meget at se til på det sidste, at jeg desværre er langt bagud med de personlige mails, men de er på vej!

Nå, jeg må hellere hitte rede på rodet. Dette er en overspringshandling.

Dorte

Vi blevet vicevaerter!

Vi er blevet vicevaerter! Det er en laengere historie, som jeg skal forsoege at goere kort. Vores boligsituation har de sidste par maaneder vaeret noget usikker. Vi har for det foerste fundet vores nuvaerende lejlighed alt for dyr ($1200 for noget der ligner 35m2). Efter mange laange overvejelser om hvorvidt det er en god ide at flytte vaek fra universitetsomraadet, besluttede vi at det indtil videre stadig giver mest mening at blive her i naerheden: Bjarni skal ikke bruge tid og penge paa transport. Vi ved jo stadig ikke hvor jeg kommer til at arbejde -- men naar det kommer kan jeg bruge bilen. Desuden er det meste af vores omgangskreds i gaaafstand, og nu er jeg begyndt at blive saa involveret i aktiviteter for aegtefaellerne, at det ogsaa giver mening for mig at vaere taet paa USC. Vi regnede saa med at overtage en vens lejlighed et par gader vaek, men fandt ud af det alligevel ikke var saa nemt som foerst antaget. Saa begyndte vi at faa kolde foedder og daarlige mavefornemmelser, og var igen forvirrede over hvad der var smartest baade paa kortere og laengere sigt. Hertil skal siges at mine opsparinger efterhaanden er ved at vaere opbrugt, hvilket jo desvaerre ogsaa saetter sine begraensninger ift. at bo ved stranden eller vestpaa hos de smarte.
For et par uger siden fandt vi saa ud af, at manageren i vores lejlighedskompleks er blevet faerdig med studiet (vicevaert-tjansen var en sidebeskaeftigelse). og ejeren stod saaledes og manglede et nyt par. Nu er det ikke fordi vi er ivrige efter at skifte paerer eller vise lejligheder frem til interesserede, men som vicevaerter bor man GRATIS! Det overbeviste os. Vores situation ser helt helt anderledes ud, naar vi slipper for at betale de penge (isaer mens jeg er arbejdsloes). Naar jeg faar et arbejde kan vi leve af kaviar og champagne.. Arj, maaske ikke helt, men det er taet paa. Jeg tror dog vi bruger pengene paa at rejse hjem ind i mellem.

Ja, saa nu vi gang med at flytte ind i bygningen overfor. Vi skal bo i manager-lejligheden, hvor der hoere et lille kontor med. Lejligheden er stoerre, og har en del charmerende facetter -- saadan proever jeg at se det, selv om det ind i mellem er svaert. Der er f.eks. en elpejs med spejl! Ja, det maa I simpelthen se. Elpejse er vist ret almindelige herovre. Der ligger to stykker kunstig trae, som man kan taende for paa en kontakt. Det lejlighedens opvarmningsudstyr. Ovenfor pejsen er der et kaempe spejl (1.5x1.5m). Det er ikke paent! Funktionelt? Det kan jeg ikke helt finde ud af..

Jeg loeber igen. Billeder foelger snarest.

Kaerlig hilsen
Dorte

Sommer

Så er sommeren for alvor kommet til Sydcalifornien med temperaturer i 30'erne og alverdens sommerlige aktivteter. På grund af de sidste par dages hedebølge og den derfor MEGET varme lejlighed har vi slået lejr foran vores gamle airconditionanlæg, som heldigvis virker, men kun akkurat to meter frem. Der er lige netop plads til to voksne mennesker kan lægge foran på gulvet og køle af.

I weekenden var vi til vietnamesisk bryllup. Anthony, som også er phD-studerende på Bjarnis institut, fik sin Christine, og det var vi så heldige at være med til at fejre. Det var et spændende indblik i de vietnamesiske bryllupstraditioner, som er ret anderledes end dem vi kender. Normalt varer et vietnamesisk bryllup to dage, men de havde presset festlighederne sammen til een dag, som til gengæld varede fra tidlig tidlig morgen til sen aften. Det var en kæmpe fest med 230 gæster. Bjarni og nogle af de andre fra universitetet var "gift bearers", og skulle overrække de mange gaver (frugt, vin, ris, helstegt pattegris, smykker) som gommens familie skal tildele brudens familie.

Anthony i traditionelt vietnamesisk bryllupsudstyr

Gaverne klar til at blive overrakt

Brudeparret

Pause fra bryllup med EM

I går aftes var vi til picnic/koncert i Hollywood Bowl med totalt seje Thievery Corporation. Er der mon nogen af Jer derude, der kender dem? Jeg havde aldrig hørt om dem, før vi blev inviteret med på et afbud. Det er elektronisk musik med et world touch dvs. klassisk indisk, brassiliansk bosa nova og jazz. Så fedt live!

I dag har jeg modtaget mit social security card og jeg har været til min første job samtale, så det går stille og roligt fremad på den front, selv om jeg altså stadig er jobløs. Jeg søger fortsat på livet løs, og plejer alle mine såkaldte professionelle kontakter i håb om, der er nogle derude, der kender nogen...

Ikke mere for denne omgang. Mere senere.

Kærligst, Dorte

Endelig!

Så kom den endelig - arbejdstilladelsen. Hurraaa, hvor er det dejligt. Den gælder endda helt indtil 13. maj 2011, hvor Bjarni's studie er estimeret til være fuldendt. Det er fantastisk for normalt plejer de at udstede tilladelserne, så de gælder et år af gangen, hvorefter man skal genansøge og betale dyre gebyrer, hvilket er ret bøvlet. Næste skridt er så at søge om social security number (bruges mest i skattemæssig sammenhæng), og så er det bare med at finde et arbejde. Det føles meget mærkeligt, at jeg nu sidder her med kortet i hånden efter jeg i de sidste par måneder har tilrettelagt min hverdag omkring jeg ikke har kunnet arbejde. Jeg GLÆDER mig til at komme i gang, men uha hvor jeg også kommer til at savne den frihed jeg haft de sidste par måneder.

Og så lige et par billeder fra Palm Springs, hvor vi fejrede vores bryllupsdag. Vi besøgte blandt andet Salvation Mountain, som er et delvist kunstigt bjerg ude midt i ørkenen, hvor en enkelt mand på farverig vis forkynder Guds kærlighed. Måske kan nogle af Jer genkende kærlighedsbudskaberne fra filmen "Into the Wild" (- den film iøvrigt varmt anbefales!). Vi tog også Palm Springs Aerial Tramway 2600 m . op til San Jacinto Peak, hvor vi luksus-hikede med rødvin, oliven, ost og chips. Ih, hvor det var hyggeligt! Ellers slappede vi af ved poolen og drak kølige cocktails, som Palm Springs er kendt for. Det var en dejlig tur.!

Fisk!

Gott kvöld! Hvernir gengur? Hierna er allt bara fint. Ég ætla að skrífar islensku nuna, og maðurinn minn kann ekki hjálpa még. Bjarni borða harðfiskur frá koreansku búdinn í dag. Han finnst það gamann, men öðviþað islensku harðfiskur er mjög betre.
Skillarðu? Islensku er svo ervitt!
Við sjáumst. Kveða, Dorte

Hej. Jeg måtte bare lige dele med islændingene, at vi i dag fandt tørfisk i et koreansk supermarked til stor glæde for Bjarni. Puh, jeg har helt glemt hvor det lugter det tørfisk.. Ellers alt vel herovre. Vi tager på resort i Palm Springs fra søndag til tirsdag, og det glæder vi os rigtig meget til. Kh Dorte

Memorial Day weekend

I weekenden kom Bjarnis søster Anna Katrin på besøg fra Washington DC, hvor hun til dagligt bor og arbejder. Det er jo desværre ikke så ofte vi ses, så det var rigtig dejligt at have tid til at være ordentligt sammen. Lørdag kørte vi til Santa Barbara og besøgte et par nærliggende wineries, og slog et smut forbi Solvang, hvor jeg sådan havde glædet mig til dansk frokost. Det var dog en fæl oplevelse, hvor "dansk" smørrebrød på "The Little Mermaid" viste sig fra sin absolut kedeligste side. Øv øv. Til gengæld blev jeg shanghajet til en omgang folkedans på torvet, hvor jeg hilste på Niels fra Nordjylland - en af byens få danskere. Han var en aldeles imødekommende ældre herre, som dansede folkedans med sin argentinske kone og som i øvrigt kunne bookes til harmonikaspil. Og så fik jeg lige en vittighed med på vejen om Fredericia banegård.

Søndag gik vi tur langs stranden i Venice Beach og spiste frokost på Abbot Kinney Blvd., hvor vi spottede Reese Witherspoon og Jake Gyllenhaal på et af cafeens naboborde! Eftermiddagen stod på shopping først på loppemarked ved Melrose Ave. og senere på Sunset Strip. Søndag aften drak vi rødvin fra en af de vingårde vi besøgte og spiste sen koreansk aftensmad.

Mandag var Memorial Day, så efter at have sendt afsted Anna Katrin til lufthavnen, var vi på bedste amerikanske helligdagsmaner inviteret til barbecue hos et nyt vennepar Liz og Dave. De er flyttet til Los Angeles fra Colorado for at Liz kan forfølge sin skuespillerdrøm. Jeg kan virkelig godt lide amerikanere, og som jeg vist også har givet udtryk for før, synes jeg vi nordboere kan lære meget af amerikansk åben- og gæstfrihed. Men nogle gange bliver de altså også bare så store i ordene de amerikanere, at det runger en smule hult. Sådan var det lidt i det selskab, hvor der i øvrigt var fyldt med en masse håbefulde skuespillere og enkelt stuntmand. De fleste kendte hinanden fra en eller anden religiøs sammenhæng, hvilket igen sætter nogle rammer, der for os er helt uvante.

USC Graduation

Yesterday thousands of bachelors, masters and Ph.D's graduated at USC. Having never attended an American commencement ceremony before, yesterday was quite overwhelming for a Dane, who is not used to making such a fuzz out of graduation ceremonies. Sometimes I felt I was in a Harry Potter movie with all the professors wearing funny hats and gowns. Around 40,000 people were present in the morning when are all the graduates along with family, friends and university staff came together to celebrate. Later in the day the various schools within the university (e.g. education, engineering, etc.) went on having their own ceremonies where the diplomas were handed out.

With graduation now behind us, campus (and our neighborhood) will be very very quiet until the fall semester begins in August. Congratulations to all our friends who now graduated!! I hope some of you see that I FINALLY write something in here in English. We will sure miss those of you that leave LA.

Our street in morning.

Some professors make their entrance

The university flags are brought in

A peaceful spot on campus. Several news channels are
present to bring live reports.

Christy, Lizzie, Chao and me

PhD's in red

The beginning of the engineering commencement. Too
many engineers!!

Harjot and his parents

Another good friend Juan from Panama in his fancy outfit

At være "medfølgende ægtefælle"

Efter jeg er blevet færdig med studiet i Danmark har jeg de sidste par måneder for alvor fået erfaringer med rollen som "medfølgende ægtefælle". Det er ellers ikke en titel, som jeg ikke bryder mig særlig meget om, for jeg synes det lyder husmor-agtigt (og det vil jeg ikke være!), eller som om jeg bare følger med uden at have mine egne mål med at være her. Nå, men i øjeblikket befinder jeg mig jo i den her mellemfase mellem studie og arbejde, og har derfor haft tid til at deltage i en del af aktiviteterne for ægtefæller. Igennem bl.a. engelsk undervisning og madklub har jeg mødt en masse andre internationale ægtefæller - mest kvinder, men der er også et par gæve gutter imellem. Vi er en noget broget forsamling fra primært Asien men også Sydamerika, Europa og Mellemøsten. Nogle har børn, andre er gravide. Nogle er vant til at være hjemmegående og sørge for manden får madpakke med på arbejde. Andre har deres egen karriere kørende som alt fra læge, lektor på universitet til biolog og studerende. For manges vedkommende er karrieren eller studiet delvist sat på standby mens de opholder sig i USA - hvilket også resulterer i mange udnytter pausen til at få børn.

Det har været virkelig rart at møde andre som har været i gennem samme mølle som jeg selv. Jeg har dog også opdaget at der er mangel på helt basal støtte og rådgivning til ægtefæller især lige efter ankomst, hvor alt er forvirrende og nyt, og man ikke aner hvad man skal gå i gang med. Jeg har mødt en masse, som ikke har noget at give sig til, og som bare glæder sig til at komme hjem igen, hvilket jo er brandærgeligt taget i betragtning af alle de muligheder den her by rummer. Derfor er jeg nu begyndt at skrive en "Orientation Manual to International Spouses" hvor ægtefæller kan finde information om mulighederne for at arbejde, læse videre, stifte familie i USA, lave frivilligt arbejde (mange har ikke arbejdstilladelse), kulturchok og stress håndtering osv. osv. Det er noget af en mundfuld, og nogle gange synes jeg har gabt over lidt for meget. Især de visa regler er skide indviklede! Heldigvis støtter mange ægtefæller støtter mit initiativ, og hjælper med at skrive om emner, jeg ikke aner noget om (f.eks. børn og at læse videre herovre). Jeg var til møde med universitetet i fredags, fordi jeg synes de skal trykke min manual og dele den ud til internationale par, når de møder dem efter ankomst. Damen syntes om ideen, og går nu videre med mit projekt til højere instanser. Jeg er spændt på at se hvad der videre sker. Hvis universitetet ikke bakker projektet op, vil den kritstne organistion, som i øjeblikket arrangerer mødregruppe og madklub, trykke manualen. Forhåbentlig kan jeg have den færdig til jeg får arbejdstilladelsen, som jeg stadig går og venter på.

Jeg håber I nyder sommervejret derhjemme?

Kærlig hilsen,
Dorte

På bar med Steve Sanders

Ja sgu! For nogle uger siden mødte jeg Steve fra Beverly Hills, og nu har jeg endelig fået billedet, så jeg kan fortælle Jer om det.


Vi stødte ind i ham, da vi var på irsk bar for at fejre St. Patrick's Day med nogle af dem fra Torturcentret. Det skal tilføjes, at jeg var STOR fan af tv-serien dengang tilbage i 90'erne. Jeg havde endda Beverly Hills sengetøj - rimelig tjekket...
Selv om jeg den gang bedst kunne lide Brandon, var det ikke desto mindre et øjeblik af de store, da Maria fra Spanien og jeg gik op til Steve for at være skide irriterende og høre om vi ikke måtte tage et billede. Han tog det aldeles pænt og var hyggelig at snakke med. Jeg fortalte, at jeg kunne huske han på et tidspunkt besøgte Danmark med Andrea, hvortil han svarede: Yeah, I went to Superrrbrugsen.. (!) Jeg regnede måske med at høre noget om Tivoli eller Strøget, men så husker manden Superbrugen. Enjoy your stay sagde Steve. Tak så.

Og så lige et kort indblik i det amerikanske sundhedssystem. For noget tid siden læste jeg om min onkel og tantes erfaringer med læger og medicin i Indien, hvor de i øjeblikket bor. Så vidt jeg husker kostede et lægebesøg 12 kroner. Så billigt er det langt fra her.
Jeg har i en uges tid døjet med en eller anden meget generende øreinfektion, og besluttede derfor til sidst at opsøge en læge. På universitetets lægeklinik tog det lægen max fem minutter at se ind i øret og konstatere jeg har brug for antibiotika i en uges tid for at fjerne infektionen. Besøget kostede $ 90 (ca. 430 dkr). Videre til apoteket, hvor jeg fandt ud at de receptpligtige øredråber kostede $ 144,95 (lige godt 700 dkr)!! Holy moly.. tænk en gang hvor dyrt det er at behandle sådan en harmløs øreinfektion. Især de der skide øredråber, som ville koste under 100 kr derhjemme. Heldigvis har jeg jo min rejseforsikring, som dækker udgifterne.

Vi er rykket til Silverlake igen, hvor vi passer hund for min engelsklærer, mens de er på familiebesøg i Texas indtil søndag.

KH Dorte

Trods alt ikke så langt væk hjemmefra

Efter vi er flyttet til USA har Bjarni og jeg dannet en stærk nordisk alliance, hvor lighederne mellem Island og Danmark har fyldt meget mere end de forskelle vi ivrigt diskuterede (og forsvarede) i København. Jeg æælsker at færdes her blandt indiske og kinesiske studerende, religiøse amerikanere og mexicanske indvandere. Mine holdninger og værdier bliver hele tiden udfordret og det er sundt at opleve, at alt det man går og tror er den rigtige måde at forstå tingene på, kan opfattes på helt helt anden vis. På trods af alt det spændende, der følger med at omgås så forskellige kulturer, har man ind imellem behov for at søge tilbage til alt det hjemlige, hvor ting giver mening uden alt for meget snak. Og ja, her kan Bjarni og jeg så sidde og undres og sige til hinanden "Jeg fatter bare ikke det der.." eller "sådan ville man bare overhovedet ikke tænke eller gøre på Island eller i Danmark".

Jeg tror vi i sidste uge, ret tilfældigt dog, har haft den mest nordiske uge siden vi er flyttet herover. Vi mødtes for første gang med andre islændinge - et par lidt ældre end os, der har boet i Los Angeles de sidste fem år. Det var rigtig hyggeligt, og spændende at høre hvordan de havde startet lidt a la os, og nu har startet eget firma og er "velintegreret" på alle fronter. Jeg mødtes også med tre danske kvinder til kaffeslabberads i Santa Monica. Det var virkelig hygggeligt, og hold da fast hvor blev der sludret. De havde alle været herovre i mange år, men mødte hinanden for første gang. Vi udvekslede Alt for Damerne og Billed Bladet, og det er SÅ godt med nogle nye danske ugeblade.

Ja, og så er det jo supernemt i disse moderne tider at følge med i dansk tv og radio på langdistance, når man får lidt for meget af amerikanske medier. Jeg købte for første gang 24 timers adgang til Sputnik i forgårs og så de nye afsnit af Klovn, Er du mors lille dreng (puha..) og Årgang 0 (Jeg skulle jo have noget for pengene...) Jeg er også begyndt at downloade podcasts fra DR's hjemmeside, så jeg kan lytte til De sorte spejdere og P1-programmer på min iPod. Og så var vi forresten en tur i IKEA i weekenden, hvor vi udover skraldespand og opbevaringsgejl købte jätta bra sild, knækbrød, hyldeblomstsaft og Läkerol!

Så alt i alt har jeg i den forgange uge fundet ud af at man sagtens kan pleje sin nordiske rødder, selv om man er langt hjemme fra. Og så føles det hjemlige trods alt ikke så langt væk.

Jeg er begyndt at skrive en "guidebog" til universitets internationale ægtefæller. Det er en længere historie, som I må få næste gang.

Hej hej her fra 30 gr's varme
Dorte

Kulturelle arrangementer og festligheder

I går søndag tog vi til thailandsk nytårsfestival, hvor vi i 35 gr (puh!) oplevede Miss Thai Town skønhedskonkurrence, Thai kick boxing, spiste Thai mad, hørte Thai live musik og så glatbarberede buddhistiske munke i orange gevandter i tempel-telte. Og så blev vi i overenstemmelse med thailandsk nytårsskik sprøjtet med vand for at fordrive onde ånder - se billederne nedenfor. Den lille pige stod på lur og sprøjtede vand på forbipasserende, som hoppede af forskrækkelse.

I lørdags var jeg inviteret til Bridal Shower hos Lizzie, som arbejder med os internationale ægtefæller. Bridal shower minder langt hen af vejen om polterabend: Veninderne samles, spiser sammen og leger lege, der handler om det kommende bryllup. Lizzie kommer fra Missisippi og har en helt fantastisk ægte Southern accent! Hun er desuden uddannet præst, så det religiøse satte sit præg på arrangementet: Der var ingen alkohol (kan man overhovedet fejre noget i Danmark uden alkohol?), der blev læst citater fra Biblen og bedt bøn for det kommende ægtepar. Jeg mødte i øvrigt en kvinde, der home schooler sin søn, dvs. istedet for barnet går i almindelig skole, står hun for undervisningen i hjemmet. Uha, vi har diskuteret det i engelsk undevisningen, hvor jeg er en stærk fortaler for at stimulere sociale færdigheder ved at være blandt andre børn. Ja, jeg fatter simpelthen ikke det fænomen, som åbenbart bliver mere og mere udbredt herovre. Så det var spændende at møde en af dem, der har valgt at gøre det. Jeg foretrækker stadig almindelig skole, men jeg fik nuanceret min viden om home schooling.

På billedet nederst: Dorte, min engelsk-lærer Leslie, Minobu fra Japan, Uma fra Indien og Mera fra Kazahkstan. De er alle tre fulgt med deres mænd, der læser på USC.